Pamuk skriver uforglemmligt om Istanbul

Sproget i Nobelpristageren Orhan Pamuks roman »Dette fremmede i mig« har en sugende poetisk kraft.

Istanbul: En metafor for splittelse og sammenføjning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Gode romaner begynder med uforglemmelige scener.

Tyrkiske Orhan Pamuks seneste roman, »Dette fremmede i mig«, begynder også med et brag af en scene – nemlig et tordenskrald. Da lynet slår ned, og himlen lyser op, indser den unge mand Mevlut nemlig i et traumatisk lysglimt, at den unge kvinde, der sidder ved siden af ham – og som han har bortført for at gifte sig med – slet ikke er den ufatteligt smukke, helt unge Samiha, som han fik øje på for længe siden ved et bryllup, og som han siden har skrevet et hav af kærestebreve til. I stedet, ak, er det hendes noget mere ordinære søster, Rayiha.

Dette tilfælde er kun det første af mange skæbnesvangre sammentræf i denne sammenfiltrede storroman om en stor del af Tyrkiets historie i det tyvende århundrede. Orhan Pamuk folder landets og folkets konfliktstof sammen og lægger det ned i gadesælgeren Mevluts levnedsskildring – kun for gennem ham igen at folde det hele ud i snart sagt enhver detalje.

Detaljeringsgraden skyldes ikke mindst en særlig litterær taktik. Pamuk lader nemlig historien kommentere af mange forskellige fortællere, som oplyser det skete på hver sin måde. Lidt på samme måde som i Akira Kurosawas film »Rashomon« eller William Faulkners roman »I min sidste time«. Og det giver i mere end én forstand bogen en lækker fedme.

Orhan Pamuk modtog i 2006 Nobelprisen i litteratur, fordi han, som det hed i motiveringen, »i sin søgen efter sin fødebys melankolske sjæl har opdaget nye symboler på kulturernes sammenstød og sammenføjninger«. Istanbul er da også den egentlige hovedperson i hans seneste roman – ligesom den for eksempel også var det i »Sne« fra 2002.

Mesterlig komposition

I »Dette fremmede i mig« mødes religiøs tradition og sekulariseret modernitet igen og igen, helt fra kidnapningen af den unge kvinde i landsbyen og til storbyens højhus, hvor den nu aldrende gadehandler Mevlut til sidst ender. Men der er mange andre sammenstød i romanen – eller om man vil mange andre betydningssystemer, der udfoldes mellem udspændte modpoler.

Der er sex og religion, som blandt andet smadrer sammen, da Mevlut diskuterer med en imam, om man må kysse under ramadanen – det må man godt, hvis der bare ikke kommer spyt ind i munden på den anden. På samme måde mødes det mundane og det evige, da Mevlut gifter sig med Rayiha i en skrotbutik.

Ja, Mevlut er i sig selv rammen om denne konflikt. For han er gadesælger i den mere og mere moderne hovedstad Istanbul. En by, der – dybere endnu – selv er en metafor for splittelse og sammenføjning, fordi Asien og Europa helt fysisk mødes i netop dén by. Byen som sted bliver en samlende livsmetafor, som den også blev det hos for eksempel James Joyce i »Dubliners«.

Orhan Pamuk komponerer mesterligt. Han tegner arabesker, der snirkler sig ind i hinanden, så man bliver svimmel. Og så skriver han levende. Når han for eksempel inviterer læseren indenfor i et moderne tyrkisk hjem, hvor mænd og kvinder sidder og drikker og spiser og diskuterer, så er det livagtigt på en måde, som om man selv kunne række ud efter endnu en köfte-frikadelle eller et fladbrød mere fra fadet på bordet.

Og når han sanseligt beskriver et skibsforlis i Istanbul i 2001, hvor 40.000 får gik til, men hvor nogle af dem skyllede i land og endnu levende, brægende, smurt ind i »grøn benzin« og på »pindetynde ben« forgæves forsøgte at rejse sig ... bliver man faktisk rørt. Men kun for bagefter at tænke, hvor genial Pamuk egentlig er, når han lader det bondske Tyrkiets landbrug baldre durk gennem Istanbuls moderne leben – i ét sindbillede.

Vidunderlige Istanbul

De dybe strukturer i romanen er utroligt vellykkede, fordi kompositionen er subtil. Man læser bare om alle de medrivende og konkrete skæbner – og først senere, når man analyserer, får man øje på elegancen. Et gennemgående tema i romanen er gadesælgeren Mevluts frygt for hundene, som bisser omkring i byen.

Igen er det naturen midt i civilisationen, som Pamuk iscenesætter. Men det er også hovedpersonen – gadesælgeren, som i sig selv er en metafor for en gammel osmannisk civilisation – der møder noget andet, som han og Tyrkiet i dag også rummer, nemlig det dyriske. Og måske er det også dét – aggressionerne, sexdrivet, instinkterne – som er »Dette fremmede i mig«, jævnfør romanens titel?

Romanen er så indviklet i sit virvar af familiemedlemmer og deres mange tildragelser, at der skal hele to stamtavler til forrest i den næsten 650 sider store bog, hvis man overhovedet skal følge med. Og ofte mister man overblikket – og opdager, at man så læser bogen, som den er tænkt. Som en vild tour det force gennem hele Istanbul, gennem gastronomien, gennem det tyrkiske folk, gennem historien, gennem politiske kampe, gennem kultur, gennem gamle varemærker, gennem sanser …

Sproget i romanen er ren turkish delight. Dels har det en sugende poetisk kraft, som gør, at man glemmer prosateksten og bare oplever. Dels har Pamuk en evne til sommetider at bøje sproget op, så man får øje på det. Som når han lader Mevlut sige, at »gaderne er lange som bundløse brønde«. Man ved, hvad han mener. Men man nyder samtidig den helt uventede beskrivelse.

Hvis man allerede har besøgt en af verdens mest vidunderlige byer, så er det her et kærkomment gensyn. Hvis man hverken kender Pamuk eller Istanbul, så er den nye roman et perfekt sted at starte.

Titel: Dette fremmede i mig. Forfatter: Orhan Pamuk. Oversat fra den engelske oversættelse fra tyrkisk af Claus Bech. Sider: 640. Pris: 349,95 kr. Forlag: Gyldendal