Pænt, nydeligt og uden lidenskab

»’Nu skal jeg fortælle dig, hvad jeg drømte om. Balder af stål.’ Hun nev ham i den ene endeballe, mens hun holdt ham i et jerngreb. ’Nu forstår jeg, hvad man mener med et førergreb,’ sagde han og lod sig falde tungt ned i sengen.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dette replikskifte mellem indvandrerbetjenten og hendes mand, efterretningsofficeren Andreas, i Hanne Bech Hansens »Operation Dacapo« illustrerer fint den forhenværende politidirektørs tilgang til sin nye metier som krimiforfatter: Det er pænt, nydeligt og registrerende, men savner lidenskab, indlevelse og interessante gråzoner. Malika, som blev introduceret i Hanne Bech Hansens debutroman »Lasten«, er stadig en gæv og kvik pige uden nævneværdige ridser i lakken, som i denne omgang bliver involveret i en sag om en hævngerrig iraker, der planlægger et terrorangreb i Danmark. Som handlingen skrider frem, følger vi såvel terrorister som politifolk efter devicen: »Og så gjorde hun, og så følte han, og så sagde de, og så tænkte hun...« En vis spænding opbygges undervejs, men i takt med at Hanne Bech Hansen får Malika suspenderet og plotmæssigt - om man så må sige - »sælger hende ned ad søen«, løber det hele desværre ud i sandet. Kunne du lide »Lasten«, vil du føle sig hjemme med »Operation Dacapo«, men er du blot på udkig efter en ny krimi, er det ikke svært at finde andre, som ligger klasser over denne.