Det har altid været en sælsom fornøjelse at læse en Fanny Fiske-krimi, men i dette fjerde bind sejrer vanviddet for fuld udblæsning. »Mine piger« er skrevet af en toptunet Susanne Staun, der har ramt tastaturet hamrende sikkert og udkrystalliseret alt det, som lige netop hendes pige kan.
Dr. Fanny Fiske er adfærdspsykolog i en nær fremtid og et prominent medlem af det europæiske forbundspoliti, som Staun har opfundet til lejligheden. Hun er godt oppe i årene, men har holdt alderen fra livet med optisk bedrag, plastikkirurgi og hæmoridecreme. I sidste bind blev hun dog ufrivilligt pensioneret, opdagede grå kussehår og endte i koma. Efter seks års pause, hvor Staun har helliget sig andre spændingsromaner, haler hun nu en meget modvillig Fanny ud af komaen og sender hende for første gang på eventyr i Danmark.
Barndomsveninden Nina, en forhadt klummeskriver, føler sig truet på livet. Fanny og to andre veninder, anklageren P.J. og retsmedicineren Selander, mener, at de og Fanny må komme hende til undsætning. De tre dybt kvindechauvinistiske kællinger kommer dog for sent og finder Nina myrdet. Da Danmark nærmest er i undtagelsestilstand og uden politi, beslutter de sig for at blive ude på bøhlandet for selv at opklare sagen og støtte Ninas mand, August, der altid bestiller børnemenuer.
I mudder til knæene og bevæbnet til tænderne får kvinderne deres sag for. Man skulle tro, at netop de let kunne få ram på morderen, men så glat går det ikke. Faktisk overser de meget, og det er en stor del af fornøjelsen ved »Mine piger«.
Og så er der alle de rasende gode, satiriske detaljer. Det er simpelthen urkomisk at opleve Fanny på landet i påtvunget selskab med de andre. Ikke ét sekund taber Staun tråden eller bliver trættende i denne femikrimi fra helvede. Det ender med at blive en totaloplevelse fra krimiens overdrev, hvor Stauns kulørte sider sejrer stort over de konforme trivialiteter, der ellers har så gode vilkår i kriminallitteraturen.
