Omslaget taler sit eget tydelige sprog. På bogens sepiatonede for- og bagside skuer dels den ganske unge og dels dagens Jens Chr. Grøndahl i samme skråt betragtende positur ud mod læseren. Der ligger omkring 45 år mellem de to portrætter, og dermed et enormt spænd af forestillinger, drømme, håb og længsler, som har udgjort mennesket Jens Chr. Grøndahl gennem tiden. Hvem er far til hvem, spørges der. Den unge, der føder den ældre? Eller den ældre, der prøver at nærme sig den unge, længst svundne?
Det er primært disse mere abstrakte størrelser, Jens Chr. Grøndahl er blevet optaget af, da han blev bedt af sit franske forlag Mercure de France, om at bidrage til deres portrætserie. Hvordan er han kommet dertil, hvor han er nu, 51 år gammel og omsider med en følelse af at være kommet i havn?
Det er i sig selv en lidt besynderlig konstruktion, at man således er nået frem til sig selv, til et mere virkeliggjort selv, end man har været undervejs. Det er let retrospektivt at sige, at alt, hvad der skete før denne kærlighed, jeg er i nu, kun var spor på vejen. Men er det fair, er det sandt? Det er i alt fald den måde, Jens Chr. Grøndahl læser sit liv på, hvor det første lange ægteskab kun omtales som en flugt, mens det nuværende billedliggøres som den sande ankomst til lykken.
En kunstner bliver til
»Om en time springer træerne ud« har Jens Chr. Grøndahl kaldt sine erindringer, som primært omhandler første halvdel af hans liv. Titlen er slående for den grundlæggende følelse af venten og skiftevis rastløs og kontemplativ betragtning, der synes at karakterisere forfatterens liv frem til debuten som 25-årig. Herfra springes der, med Grøndahls første ægteskab og tvillingebørn i en parentes, frem til nuets ramme, hvor han befinder sig på tiende år i andet ægteskab med to nye børn.
Optikken er indstillet på, hvordan kunstneren Jens Chr. Grøndahl blev til, og det er i det lys, den voksne Grøndahl ser på barnet Jens Chr., der sidder og betragter sollysets spil på gulvet, og den unge mands forvirrede møde med kvinderne, som han på én gang ikke forstår men samtidig næsten intimiderer i sin store følelsestolkning.
Det er måske forfatterens største problem, mødet med den fremmede, som han kommer til at overtage ved at indskrive i sin egen på én gang fotografiske æstetik og længselsbetonede lidt abstrakte læsning. Det bevirker, at de kvinder, han møder i ungdommen, for læseren kommer til at stå sært forskelsløse hen.
Ensomheden forplantes
Bedst er første dels beskrivelse af barndommen i Helsingør. Hans smertefulde udlægning af forældrenes mislykkede ægteskab og karakteristikken af moderen, som et menneske, der aldrig har fundet målet for sin længsel, er, selv om den er pænt fortalt, hård.
»I dag er hun et barn på over halvfjerds, der fortsat venter på mor og far, selv om de er døde«, skriver han om moderen, hvis svigt han fremlægger direkte. Når han skriver om sin mormor, maleren Inger Hanmann, mærker man barnet træde frem, med en glæde, en sanselig erindring, som ikke er tænkt frem, og her kommer bogen til at leve, også som et møde med læseren. Man havde gerne hørt meget mere her, og mindre til ungdomstidens filosofiske breve. Ensomheden og fremmedheden har altid været et tema hos Grøndahl. I »Om en time springer træerne ud« forplanter ensomheden sig desværre lidt for tit til læseren.
