Det begyndte med et billede af en dreng i en kuffert. Billedet opstod inde hovedet på Lene Kaaberbøl, der har været forfatter i mere end tre årtier, som især skriver børne- og ungdomsromaner, og som på verdensplan har solgt næsten to millioner bøger.
Hun er altså både erfaren og succesrig, så hun vidste godt, hvor det bar hen, det med det billede. Historien om drengen i kufferten måtte bare skrives. Det var ingen vej udenom.
»Det nytter jo ikke noget, at man absolut vil fortælle den store danske samtidsroman, hvis det ikke er det, der kommer til én. Man må tage det, der kommer, og det er nok i virkeligheden den enkleste, men også den vigtigste ting, jeg har lært som forfatter,« siger hun og tilføjer:
»Jeg troede, at jeg skulle sidde og arbejde på mit teaterstykke til Det Kgl. Teater, og jeg sagde til mig selv, så se dog at få den kuffert ud af hovedet! Men så forstod jeg, at det først kunne ske, hvis jeg fik skrevet historien.«
Når man ryster på hånden
Det gjorde Lene Kaaberbøl så. Men ikke alene. Hun skrev sammen med forfatteren Agnete Friis, som har udgivet ungdomsromanen »Dyresangeren« på Lene Kaaberbøls eget forlag, Phabel. Resultatet – en kriminalroman, som lige er udkommet på People»s Press – hedder kort og godt »Drengen i kufferten«. Men hvorfor skulle de absolut være to om at skrive den?
»Jeg kunne godt regne ud, at bogen ikke ville blive til noget, der var egnet for børn, og at det muligvis ville blive en endda temmelig barsk krimi,« siger Lene Kaaberbøl.
»Så begyndte jeg at ryste lidt på hånden, for jeg havde jo ikke skrevet sådan noget før, og så ringede jeg til Agnete, der var med på ideen. Hun har talent, kompetence, humor og en kemi, der passer til mig, og vi havde tidligere oplevet, at vi havde det her flow sammen.«
»Jeg ville egentlig gerne have været videre med den trilogi, som »Dyresangeren« er første del af, men jeg sagde jo altså ja,« supplerer Agnete Friis, der, ligesom Lene Kaaberbøl, har været begejstret for samarbejdet – og for at skrive en kriminalroman i det hele taget.
»Vi læser begge mange krimier, og et eller andet sted går al den læsning jo også ind i det, man selv skriver.«
Samfundets svigt
Vi sidder og snakker i et af forlagets supertjekkede mødelokaler, og vi taler om, at »Drengen i kufferten« et eller andet sted også er en politisk bog, for den handler om alt andet end det supertjekkede, nemlig om samfundets – og alle vi almindelige menneskers – svigt over for dem, der er virkelig udsatte. For eksempel – men ikke kun – om de børn, der, ligesom den litauiske dreng i bogens kuffert, kommer her til landet uden ledsager, ofte uden at myndighederne aner, hvor de senere bliver af. De forsvinder bare.
»Drengen i kufferten« er ikke villet politisk, men jeg tror, at det politiske ligger i krimigenren som sådan. I en krimi er man altid, på en eller anden måde, ude på kanten af samfundet,« siger Agnete Friis.
»Det er svært at skrive en krimi uden et samfundsperspektiv, med- mindre man er helt nede i sådan noget som Agatha Christies totalhyggekrimier med lig i biblioteket,« supplerer Lene Kaaberbøl.
At dele en bog i to
Men hvordan overhovedet skrive sådan en roman sammen? Hvordan delte Kaaberbøl og Friis arbejdet imellem sig? Hvem skrev hvad?
»Det er gået fantastisk let,« siger Agnete Friis, og Lene Kaaberbøl nikker samtykkende:
»Men det kræver selvfølgelig, at man planlægger meget omhyggeligt, inden man går i gang,« siger hun.
Så det gjorde de, forfatterne. De skitserede plot og handlingsgang i detaljer, lavede grundige beskrivelser af alle bogens vigtige personer – herunder den handlekraftige og engagerede hovedperson, Nina, der finder drengen – og de fandt ud af, hvordan de skulle bruge den research, de lavede under knap en uges intensitvt ophold i Litauen.
»Bagefter begyndte vi at skrive. Vi skrev hver vore afsnit. Vi havde regnet med, at vi bagefter ville være nødt til at skrive den andens afsnit igennem, så vi kunne ramme en ensartet tone, men det var overhovedet ikke nødvendigt. Ikke engang vores redaktør på forlaget kunne se, hvem der havde skrevet hvad,« fortæller Agnete Friis.
»Jeg tror, at man kan sige, at vi har skabt et nyt forfatterjeg,« tilføjer Lene Kaaberbøl.
»Dette forfatterjeg er hverken Agnete eller Lene. Det er en hybrid, som har sin helt egen stemme.«
