På rejse i et ødelagt paradis

I »Jaco« forener Per Ole Persson nøgternt sprog med en voldsom historie fra et krigstruet Timor.

Per Ole Persson: "Jaco". Fold sammen
Læs mere

Ét er at have en historie at fortælle, noget andet at fortælle historien rigtigt; finde de rette ord, den rette tone, og give læseren de rigtige informationer på de rigtige tidspunkter.

Svenske Per Ole Persson har godt styr på begge dele, stilen og historien, i sin debutroman »Jaco«, der udspiller sig i Timor, hvis østlige del er en uafhængig stat, mens den vestlige er et område i Indonesien.

På romanens første side lander en vesterlænding i Østtimor i 2006. Og når han siger til en hotelejer, at han bare er der på ferie, er det svært at tro på: Landet er skamferet af fortidens kolonialisme, og oprørere og militær er på kollisionskurs.

Per Ole Persson har selv arbejdet for FN i Østtimor, og det mærkes i de præcise beskrivelser af de byer, egne og mennesker, manden passerer på sin vej sammen med Elias og hans højgravide Miriam.

Parret har fornemmet, at en borgerkrig er ved at bryde ud, og med dem er manden på vej mod øen Jaco, hvor krigen efter sigende aldrig vil kunne nå ud.

Det er et ødelagt paradis, de tre rejser igennem, og relationen mellem dem ødelægges også, da Miriam og manden har sex ved lejrbålet, mens Elias sover, og her, som de fleste andre andre steder i romanen, bliver situationen ikke forklaret, men blot beskrevet.

Om Miriam er tiltrukket af manden, eller måske bare ser ham som en vej ud af en håbløs tilværelse, det forbliver et fortolkningsspørgsmål, og så er vi tilbage ved Per Ole Perssons stil, der vel bedst kan kaldes dokumentarisk.

I stedet for at fylde romanen med følelser og indre monolog, ser og mærker læseren blot, hvad hovedpersonen ser og mærker. Som her: »Vi går op ad bakken. Vi går ved siden af hinanden. Græsset når os til knæene, stryger sig mod os. Bakkens linje er blød mod konturerne af træerne på den anden side af lysningen. Klippens linje så stærk at den vibrerer.«

Skriver med en rytmisk fornemmelse

Citatet viser også, hvordan Per Ole Persson skriver med en rytmisk fornemmelse, som gør de korte sætninger til andet og mere end stiv staccato og finder sin egen poesi.

Men beskrivelsen af rejsen frem mod Jaco er også fundamentalt spændende, og som læser fornemmes det, at øen nok er skjult for soldaterne og oprørerne, men også er uheldsvanger. Der er en grund til, at den er ubeboet, og da de når frem, begynder blodet da også at flyde, ligesom romanens slutning – der ikke skal røbes her – rummer en ualmindelig grum ironi.

Den voldsomme intensivering mod slutningen er dog også romanens akilleshæl. Den er lidt for pludselig i sin dramatik, lidt for symboltung, og det er, som om alt skal gå op.

»Jaco« er ikke desto mindre udmærket, og Per Ole Persson viser en stor skriftbevidsthed og med fokus på en del af verden, der sjældent bliver til litteratur. I hvert fald ikke i Sverige og omegn.

Forfatter: Per Ole Persson. Oversætter: Anne Marie Têtevide. Titel: »Jaco«. Sider: 155. Pris: 200 kr. Forlag: Batzer & Co.