Salman Rushdie udgav i 1990 en roman, som var tilegnet hans søn Zafar. »Harun og eventyrhavet« hed den og handlede om drengen Haruns magiske jagt på sin fars, Rashids, tabte fortælleevne.
Nu, 20 år efter, har han skrevet en selvstændig efterfølger – denne gang dedikeret hans anden søn, den 12-årige Milan. Og som i virkelighedens verden er det også en lillebror, der er i centrum i fiktionens. Hovedpersonen er nemlig Haruns bror Luka, og også denne gang handler det om en redningsaktion.
Historiefortælleren Rashid – Kongen af Blah, som han omtales – rammes nemlig af en dyb, dyb søvn, hvorfra intet tilsyneladende kan vække ham. Luka må derfor drage ud i Magiens Verden for at stjæle Livets Ild. Det lærer han af Nobodaddy – en halvgennemsigtig figur, der ligner Rashid men er hans ventende død i Magiens Verden, og som en nat befinder sig uden for familiens hjem med den hensigt at tage Rashid med sig.
Sammen med sine to trofaste følgesvende, hunden Bjørn og bjørnen Hund begiver Luka sig derfor på den farlige færd, fyldt med udfordringer og prøver, talende fantasidyr (f.eks. et par elefant-fugle) og mytiskefigurer (Prometheus), på et flyvende tæppe. Magiens Verden er – lærer vi og Luka hurtigt – den verden, faderen har skabt igennem sine historier – på en gang eventyrlig og virkeligehedsfjern, men også med masser af indslag fra virkeligheden, som vi kender den.
Da Luka for eksempel ved rejsens begyndelse ankommer til Tidens Flod og her møder den første prøve, portneren Den Gamle Mand, er det som befinder han sig i et computerspil. Den Gamle Mand skyder alt og alle i stumper og stykker med sin »Terminator«, også Luka som dog indsamler liv og automatisk bliver samlet igen efter hver ødelæggelse. Men selve kampen, han kæmper mod den gamle, er anderledes. De to kombattanter smider gåder efter hinanden i raskt tempo. Og når Luka til slut vinder kampen, er det fordi han tyr til den gåde, som han ved, faderen aldrig har kunnet huske svaret på – den ældste gåde af dem alle, Sfinksens om hvad det er, der går på fire ben om morgenen, to om middagen og tre om aftnen. Og at det er netop »mennesket«, som er det svar, Den Gamle ikke kender, er jo ikke uden symbolik. »Luka og livets ild« er nemlig en historie om mennesket og dets historiefortællende kraft. Mennesket er, som filosoffen Alasdair MacIntyre engang sagde, et »historiefortællende dyr« – en beskrivelse, vi også finder anonymt indskrevet i romanen – og at blive og være menneske fordrer, at man mestrer fortællekunsten. Som mange andre eventyr tematiserer Rushdies derfor også barnets overgang til voksenalderen, tidens gang og døden.
Tonen og stilen er umiskendeligt rushdiesk – sjov og ironisk med inddragelse af såvel vestlig som østlig mystik og kultur; på én gang (eventyr)gammel og (post)moderne; med et højt fortælletempo og lange sætningskonstruktioner, der gnistrer og sprudler af fortælleglæde, vid og munter vanvid. Som det også gjaldt for forgængeren, lader denne historie sig både læse af større børn og voksne – ja, måske allerhelst i fællesskab, hvis poderne stadig kan lokkes til at deltage i højtlæsning. Bevares – Rushdie spiller ikke på de samme eksistentielle bastoner, som i hovedværkerne, men romanen er et smukt og sprudlende forsvar for fantasiens styrke og fortællingens magi. Måske det kan lokke de yngre læsere til hans tungere sager også?
