På jagt efter fædre og sønner

Klassiker. »Fædre og sønner« Ny oversættelse blæser støvet af Turgenjevs roman »Fædre og sønner.«

Ivan Turgenjevs roman »Fædre og sønner« fra 1862 - første gang udgivet på dansk i 1876 og sidste gang nyoversat i 1920 - indeholder i sin nye, afpudsede skikkelse masser af gods.<br>Foto fra bogen Fold sammen
Læs mere

En klassiker er en bog, som nye generationer kan tage ned fra boghylden og læse sig selv ind i. Pludselig trænger et værk sig på, fordi dets basale indsigt i den menneskelige natur og i sin samtids brydninger får fornyet relevans, spejlet i en ny slægts erfaringsverden.

Gyldendal sørger med jævne mellemrum for at opdatere det hjemlige klassikerbibliotek med nyoversættelser af litteraturhistoriens sværvægtere. Senest i rækken er Ivan Turgenjevs roman »Fædre og sønner« fra 1862 første gang udgivet på dansk i 1876 og sidste gang nyoversat i 1920. Og sådan som den fremstår i sin nye, afpudsede skikkelse, er der masser af gods i romanen, hvis nogen skulle være i tvivl.

Ja, ikke bare gods, men også godser. Handlingen udspiller sig fortrinsvist på landet i løbet af et par uger. Hovedpersonen, den lægestuderende Bazarov, udfordrer sine omgivelser ved at kæfte op som erklæret nihilist. Han tror ikke på noget som helst. Han tror i hvert fald ikke på de gammeldags dogmer, der præger det russiske samfund i zartidens sidste dage.

I stedet sværger han åbent til iskold rationalitet og ønsker at befri samfundet for alle gældende regler, starte helt forfra. Og de terroristhandlinger mod den russiske ordensmagt, som senere eskalerede i attentater mod zaren og endelig i den voldelige ombrydning af samfundet, ulmer i læserens bevidsthed, når Bazarov udveksler sine ligefremme meninger med den ældre generations hovedrystende adelsmænd.

Moderne terroristers sætten sig uden for fællesskabet dukker op i associationsrækkerne. Vores egen diskussionen om nødvendigheden af sammenhæng og værdifrihed ligeså.

Offer for sine følelser
Fascinerende er Turgenjevs realistiske miljøskildringer af livet på landet i det gamle Rusland, hvor adelen slækker på privilegierne og nye tider er på vej.

Trods lyriske passager er der masser af vidende, skarp dissektion af stændersamfundets fallit. Romanen vrimler tillige med de »unyttige« skæbner, som Turgenjev var med til at sætte på formel og som russisk litteratur i det hele taget er så fuld af. Inficeret med tvivl og usikkerhed en mere eller mindre udtalt, dyster fornemmelse af at være vraggods i tilværelsens brådsø uden at kunne stille meget op.

Den klassiske kollision mellem generationer, her æstetisk-idealistiske fædre og nihilistisk-materialistiske sønner, som ikke kan forstå hinanden, er ikke så lidt bevægende gengivet. En historie, Turgenjev fortæller uden at vælge side han pakker i hvert fald sine rebelske sympatier raffineret ind, når han lader superrationalisten Bazarovs følelser spille ham et puds. Han forelsker sig trods sin rationelle tilgang til tilværelsen i en ung, smuk kvinde.

Marie Tetzlaff, der for længst har udmærket sig som en af de fremmeste oversættere fra russisk, bl.a. med sine glimrende fordanskninger af Tolstoj, rammer en befriende ligetil tone, som passer godt med Turgenjevs forsorent-humoristiske, ligefremme mæle.

Hendes letflydende nutidsdansk undgår den form for alt for omhyggelig, kunstlet-litterær sprogbrug, der ofte kan hæmme klassikeroversættelser, men taler derimod direkte ind i vores egen sprogverden og viger ikke tilbage for at bruge helt moderne vendinger.

Hør bare: »Hendes dag er fyldt med alle mulige gøremål og ok!er og ak!er, at hun ikke har tid til at tænke sig om«.

Ikke mindst replikskiftene, og de er hyppige hos Turgenjev, domineres af en verbal klang, der ligger godt i munden. Hendes lige-ud-ad-landevejen prosa passer fint til forfatterens prunkløse stil og position som den alvidende, psykologisk indsigtsfulde fortæller, der kan kigge ind i alle personernes sind og uden dikkedarer beretter, hvad der foregår i dem. Den forfatterrøst, som ved første øjekast kan synes iblandet en sentimentalitet, men som viser sig at være alt andet end blødsøden. Det er personerne, ikke den skarptseende Turgenjev, der er ofre for tårer og følelser, de ikke kan styre.