På hat med Peter Nansen

Ingen detalje forbliver ubeskrevet i Karin Bangs umådeholdne værk om den ufortjent glemte Peter Nansen.

Forlægger Peter Nansen på vej op af Gyldendals trappe. Året er 1905. (foto fra bogen). Fold sammen
Læs mere

I sin anmeldelse af en af Peter Nansens sidste bøger, en samling »Portrætter« af tidens mennesker, 1918, skrev Frejlif Olsen, bror til Politikens Henrik Cavling og Ekstra Bladets første chefredaktør: »Man har læst 173 sider, og man tænker: Hvorfor er der ikke 173 til«.

Citatet står på side 826 i litteraturmagisteren Karin Bangs værk om forfatteren, journalisten og forlagsdirektøren Peter Nansen (1861-1918). Når man er nået til vejs ende, har man læst 1.008 sider, og man tænker: Gudskelov, at der ikke er 1 side til.

Peter Nansen (1861-1918), der blandt sine ægteskaber også oplevede et temmelig langt og dramatisk ét med skuespiller Betty Müller, bedre kendt som Betty Nansen, spillede en betydelig rolle i offentligheden og i litterære kredse fra de sidste årtier af »Det moderne gennembrud« og op til Første Verdenskrig. I dag er han ukendt af andre end fagfolk, huskes vel især af dem, der beskæftiger sig med hans intellektuelt og kunstnerisk set langt mere holdbare ven, Herman Bang, hvis stjerne fortsat - og med rette - stiger. Efter vennens død i 1912 udgav Peter Nansen sin brevveksling med ham. Den kan anbefales.

Peter Nansen fik uvurderlig betydning for opbygningen af dagbladet Politiken fra premieren, oktober 1884. Samtidig med sin stilistisk elegante og holdningsmæssigt provokerende journalistik skabte han et fikst, problemdebatterende og frivolt, men ikke så næringsrigt forfatterskab i prosa og dramatik, der blev populært, også ud over landets grænser. Glemmebogen har ikke begået nogen uretfærdighed ved at indlemme det.

Fra 1896 og helt frem til 1916, hvor han blev manøvreret ud af Frederik Hegel, var han litterær direktør på Gyldendal og på flere måder foregangsmand i forlagsbranchen. Elsket af sine forfattere og en garant for en æstetisk kvalificeret og frisindet udgivelsespolitik. Peter Nansen inkarnerer den lethed, den eksistentielle sorgløshed, der karakteriserede kulturradikalismen. Georg Brandes lovpriste hans menneskelighed og kløgt, men savnede dybde.

Som i sin egen tid, hvor han fandt talrige beundrere både blandt mænd og kvinder, har Peter Nansen fundet en ubetinget tilbeder i Karin Bang. Hun kan slet ikke få nok af ham, og i noterne raser hun, når andre ser anderledes på sagen. Hun har ret i at påpege det urimelige i, at Peter Nansens personlighed og indsats i værdikampens store årtier nærmest henligger i mørke. Hendes kronologiske kortlægning af hele Nansens liv og hver en serviet, han har skrevet på, er nyttig for særligt interesserede på samme måde som Harry Jacobsens voluminøse fire binds Herman Bang-biografi. Skønt hun modsat ham er fagmand, magter hun åbenbart ikke perspektivering og syntese eller bare at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Alt fortælles i den samme monotone stil. Det er lidt synd, for der ligger faktisk i Peter Nansens liv og værk en dramatisk historie, god at få forstand af. Men mon ikke den kan fortælles på 250 sider? Jeg skulle mene det. Forudsat, at forfatteren kan trænge længere ind i ham end han selv - og hans biograf - har kunnet.