Den danske videnskabsmand og astronom Tycho Brahe er flere gange gjort til genstand for romanportrætter. For nogle år siden skrev Peter H. Fogtdal den fine »Jupiters time«, og Ib Lucas spekulerede i spændingsromanen »Manden på tapetet« i en mulig familierelation mellem Brahe og Shakespeare, for blot at nævne to eksempler.
Harald Voetmann har nu også kastet sig over Brahe. »Alt under månen« er en slags fiktiv elaboration over Brahes »Meteorologiske Dagbog«, som blev ført af hans assistenter på Hven fra 1582-97. Voetmann citerer fra dagbogen, og skriver sig ind i datidens sprogføring, lægger nogle til lejligheden opfundne personer til, lader historiske personer (fx. historikeren Anders Sørensen Vedel) gæsteoptræde og så videre. Ikke for at fortælle en hidtil ukendt historie om Brahe, men nærmere for at (gen)rejse den mentalitet og tankeverden, som Brahe levede i og virkede under.
Brahe var videnskabsmand, ja, og hans undersøgelser af himmelrummet, mennesket, alkymien med videre, havde en systematik, som ikke er fjern fra den videnskab, vi bedriver i dag. Han iagttog, gjorde sig noter, udførte eksperimenter og korrigerede. Men hans grundlæggende koordinator var, set fra nutidens perspektiv, helt ude af trit med virkelighedens. Brahe arbejdede med væskelæren, der ville, at mennesket består af væsker, som skal være i balance; med forestillingen om, at stjernetegnene har betydning for menneskets tilstand; med ideen om, at guld har helbredende virkning, når det bliver indtaget med eliksir; med kviksølvdampe og svovltåger, og så videre, og så videre.
Der går en hårfin grænse mellem lidenskab og videnskab, og for forskerne på og omkring Hven er den udvisket. Assistenter bukker under og bankes for deres svagheder, og bønderne sulter og træller, imens der hores, drikkes og eksperimenteres i et væk. Alt dette får Voetmann op at stå i en på én gang absurd-skræmmende og hylende morsom prosa, hvor dunsten fra uvaskede vaginaer og råddenskab slår op igennem siderne.
Voetmann har tidligere vist sit værd som historisk romanforfatter med »Vågen« om den romerske naturhistoriker Plinius. Det, der dengang imponerede, var Voetmanns eminente evne til at omsætte research til en overbevisende mentalkulisse for en tid, der ikke længere er. Det samme gør sig gældende i »Alt under månen«, men denne gang med endnu et nøk op på grotesk-volumeknappen. Ikke så højt, som i hans forrige roman, den surrealistiske groteske »Kødet letter«. »Alt under månen« iscenesætter måske nok en virkelighed, som ligger meget, meget langt fra den virkelighed, vi befinder os i idag, men det fremstår trods alt som virkeligt.
Romanen er underholdende uden at være lettilgængelig; den er er lærerig uden at man præcist kan sætte fingeren på, hvad det egentlig er, man lærer. Den er ekvilibristisk velskrevet i al sin kredsen om forfald, afstumpet vold og noget, der i dag minder om vanvid. Den er – med andre ord – anbefalet.
Titel: Alt under månen Forfatter: Harald Voetmann Sider: 168 Pris: 180 kr. Forlag: Gyldendal
