En fransk litteraturhistoriker har lidt nedladende spurgt, om ikke Cocteau er flertalsformen af coctail. Og Jean Cocteau var da også en kunstner, hvis livsværk bestod af mange forskellige ingredienser: Digte, romaner, dramatik, maleri, tegning og film.
I dag spiller Cocteau ikke mindst en rolle i filmhistorien, hvor »Le Sang d’un Poète« fra 1932 står som et avantgardistisk hovedværk. Selv så han sig nu primært som en ordets mand, og efter at have læst den første danske oversættelse af »Thomas l’imposteur«, forstår man hvorfor.
Romanen udkom første gang i 1923, altså bare fem år efter Første Verdenskrig, og krigen spiller også en stor rolle på de 130 små sider. Men »Under foregivende«, som romanen hedder på dansk, er på ingen måde en krigsroman a la Eric Maria Remarques »Intet nyt fra vestfronten«. Hos Cocteau er krigen og dens uhyrligheder blot en scene, som bogens to hovedkarakterer, Guillaume Thomas og fyrstinde de Bormes, spiller på.
Teatermetaforen er ikke tilfældig. Både Thomas og Bormes skuespiller sig nemlig gennem livet. Thomas, der er af jævn slægt, har således gjort det til sin opgave at optræde som nevø til en uhyre velestimeret militærmand: »Guillaume Thomas havde en tvivlers navn, men var en bedrager. Han var ikke nevø af general Fontenoy, og ikke på nogen måde i familie med ham.«
Thomas er blændværk og forstillelse, men som en skuespiller kan leve sig ind i sin rolle, gør han det også: »Lidt efter lidt skete der det med ham, som sker med børn, der leger. Han begyndte at tro på det, han legede.«
Bormes er som nævnt også en skuespiller i livet og kaster derfor sin kærlighed på Thomas. It takes one to know one, som det hedder på engelsk. For de to er selv Første Verdenskrig – det alvorligste, det grusomste – bare en teaterdekoration, og de rejser for dramaets og underholdningens skyld fra Paris og ud til fronten.
Derude bliver franske og tyske soldater skudt til blodig fars, mens de ser fascinerede til. Her om Bormes: »Vi står i kulissen,« sagde hun til sig selv. »Dér har vi skuespillerne, de optrædende, som klæder sig om.«
Blod er teaterblod, intet andet, og Cocteaus roman må have været provokerende læsning, da den udkom, og Første Verdenskrig stadig var et dybt, åbent sår.
Krigen er imidlertid ikke Cocteaus primære fokus. Det er derimod de umenneskelige, men samtidig meget menneskelige maskespil. Som oversætter Hans Henrik Bruun rigtigt bemærker i sin efterskrift, kan »Under foregivende« spejles i Karen Blixens ord om, at »på din maske skal jeg kende dig.«
Et pointe, der aldrig har givet bedre mening end i 2013, hvor image og skin er størrelser, som i dén grad dyrkes på de sociale medier. Med idylliserende opdateringer på Facebook og cool Instagram-selfies melder vi os jo på samme scene som Bormes og Thomas, som Cocteau skriver frem i en enkel, skarp, stram og forbløffende moderne roman.
Sproget er frisk, enkelt, cool og garneret med aforismer, som vidner om god psykologisk indsigt. Som denne: »Skønt den civile død bliver os alle til del, bevarer den en vis prestige.« Eller »thi det er af børn man skal høre sandheden, selv når den er opdigtet.«
Så det kan godt være, at Cocteau var en cocktail, men »Under foregivende« er en virkeligt stærk roman, der blev udgivet første gang for 90 år siden, men lige så godt kunne være udkommet i dag.
Forfatter: Jean Cocteau Titel: Under foregivende Oversat af: Hans Henrik Bruun Sider: 174 Pris: 250 kr. Hvor: Gyldendal
