På dansegulvet med himmelrummet

Signe Gjessing inviterer til nye rumeventyr og fascinerende desorienteringer.

HYAKUTAKE KOMETEN.
Læs mere
Fold sammen

I kølvandet på nytårsfyrværkeriets raketter og sole erobrer Signe Gjessing himmelrummet og bogscenen med sit tredje ord- og lysshow, hvor solene stråler og lysene glimter til wienervalsens toner, og forfatteren danser ud med selve verdensrummet:

»virkeligheden hænger i ranker og klaser, verdensstrømninger plukker af dem, før de endnu er modne,/universets unger skriger på udvidelse, vi valser hen over dem -/vi er iført gulvlange metoder til at dreje kloden på ... »

Hos Signe Gjessing møder de umiddelbart genkendelige billeder den rene kosmiske tungetale. Efter de to bøger med så pirrende uhåndgribelige og mælkevejstågede titler som »Ud i det uløse« og »Blaffende rum nænnende alt« er forfatteren, der allerede har opnået en slags komet-status på den unge poesis stjernehimmel, på spil med »Ideale begivenheder«. Umiddelbart klinger titlen måske denne gang lidt mere af det forventelige, men nye læsere skal nu ikke føle sig alt for sikre. Som Signe Gjessing meget betryggende slår fast på en af bogens sidste sider: »der findes et univers i hvert et velassorteret sind«. Måske er det i virkeligheden de allervildeste og mest grænseløse drømme, vendingen »ideale begivenheder« ambitiøst rækker ud efter?

Signe Gjessing holder helt åbenbart af de billedbogsstore formater, og de forholdsvis få linjer med de påfaldende store mellemrum mellem ordene fordelt på de både høje og brede sider skaber en umiddelbar oplevelse af masser af luft eller rum i bogen. Sammen med den insisterende brug af gloser som »verdensrummet«, »verdenshvælv«, »Stjernerummet« og »universet« gør det læsningen til en meget bogstavelig tilnærmelse til en form for poetisk rumfærd eller måske ligefrem himmelfærd, sådan som der for eksempel lægges op til med en linje som: »rummet kaster nogle længder så højt op, at det ikke selv kan nå dem (pile ud mod Gud)«

Selv karakteriserer Signe Gjessing sine linjer med ordet »vers« på bogens forside, og hvad er i grunden mere naturligt, når det nu er universet det gælder. Vekselvirkningen mellem en ekstatisk rækken ud mod uendelighedens mysterier og de helt hverdagsbanale øjeblikke er karakteristisk for Gjessings digtning, hvor på den ene side »solene jubler«, »fødselsmarker blomstrer« og »rummet insisterer,/vækker uendelighed som vågner til evighed«, mens på den anden side vendinger som »verdensrummets fortove« og ord som »verdensfrisurer« og »stjernedip« forankrer kosmos i almindelighedernes verden, hvor også fodgængere har en plads, hvor håret skal sættes og maden indtages.

Den fascinerede desorientering er en del af mødet med Signe Gjessing. Som poetisk kosmonaut færdes hun efterhånden hjemmevant i stjernetågerne og mellem lyseksplosioner og rumudvidelser. Men måske opleves uigennemskuelighederne bare en anelse mindre selvfølgelige og eventyrfunklende i »Ideale begivenheder« end i de to foregående bøgers poetiske rumrejser. Eller er man som læser simpelthen blevet forvænt og kosmosvant? Måske kan også rummet, hvor paradoksalt det end lyder, blive en begrænsende tumleplads.

Hvad: Ideale begivenheder

Hvem: Forfatter: Signe Gjessing.

Sider: 36. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal.