Out of Sønderjylland

Erling Jepsen vender i sin nye roman endnu engang tilbage til sin barndoms Sønderjylland. Han er en anelse mere forsonlig denne gang, men hovedbudskabet er det samme som tidligere.

»Jeg havde en farm i Sønderjylland ved foden af Gramby Bakke.« Sådan indleder Erling Jepsen sin nye roman »Den sønderjyske farm«, og den læser, der ikke allerede med titlen har fået tankerne sendt i retning af Karen Blixens »Den afrikanske farm«, bør med indledningssætningen få antennerne rettet ind. Blixens roman starter jo også sådan, om end hendes farm lå i 2.000 meters højde ved foden af Ngong, lidt syd for ækvator – ikke i Gram, to meter over havet og 20 kilometer syd for Kongeåen, som udgør grænsen mellem Sønderjylland og resten af Danmark.

Som i »Kunsten at græde i kor« (2002) og »Med venlig deltagelse« (2006) lader Jepsen også i denne roman handlingen udspille sig omkring og blive fortalt af Allan – Jepsens alter ego-karakter, som er søn af den ynkelige, afstumpede og hyklerisk stolte mælkemand, der havde en sjælden evne for at tale begravelsesgæster i gråd, og som misbrugte sin datter.

Handlingen i den nye roman udspiller sig i 1968, dvs. i perioden imellem de to forudgående romaner, og Allan har valgt at avle kødkaniner hjemme i haven. Kammeraten Frode og nabopigen Mette hyres som fodermestre. Tiden går med at samle græs og skyde fugle med luftgeværet og med at ligge i krig med børnene fra det nye Gram, som forsøger at erobre huleområdet ved banestien.

Allan har ikke mange venner, han slægter faderen på, hvad angår nærighed og manipulation. Men han studerer områdets ravne, og han får nær kontakt med »negeren i kulkælderen«; en ung pige, Mkali, som har forelsket sig i en lokal lømmel, der dog ikke vil kendes ved hende offentligt. Såvel ravne som Mkali går det skidt, og det xenofobiske, snævertsynede Gram viser sine værste sider i forløbet.

Langt fra Afrika

Om end Blixens erindringsroman ligger som en genkommende referencetekst i »Den sønderjyske farm«, så er vi – som det nok fornemmes – langt, langt fra den åndsaristokratisme, Blixen stod for. Vi er ikke oppe i bjergenes klare luft, men i jordhøjde, helt dernede, hvor man kan lugte råddenskaben og kaninlortene. Allans søster, som er i familiepleje, glemmer »Den afrikanske farm« hjemme hos sin rigtige familie, og Allan forsøger sig med den, men har svært ved at få mening ud af den. Han synes bedre om Mark Twains »Huckleberry Finn«, om den fattige, forældreløse dreng, der roder sig ud i skarnsstreger og eventyr og minder ham om Frode.

Og der er da også klare paralleller mellem Twains roman og Jepsens. Dels i skildringen af landbolivets mentale afstumpethed, dels i den episodiske struktur, som kendetegner begge romaner. Men vigtigst af alt i skildringen af barndommens nysgerrighed, fantasi og handlekraft. På en gang brutalt hensynsløs og fuld af energisk gåpåmod.

Jepsens skildring af den sønderjyske mentalitet vil heller ikke denne gang vække begejstring syd for Kongeåen. Han er måske nok en anelse mere forsonlig end tidligere, og han lader trods alt Allans far udvise en form for handlekraft og omsorg for sønnen, om end det kommer ganske uheldigt til udtryk.

Men hovedbudskabet er stadig det samme: Barndommen i Gram var noget lort og vestsønderjyder nogle emotionelt afstumpede og mentalt indskrænkede tumper. Den historie har Jepsen fortalt før, og han gør det også godt denne gang. Men vi ser frem til, at han bruger endnu flere af palettens farver i sin skildring.

Hvem: Erling Jepsen.
Hvad: »Den sønderjyske farm«. Sidetal: 272. Pris: 299,95.

Hvor: Gyldendal.
Hvornår: Udkommer i dag.