Den utrættelige Klaus Rifbjerg tager en tur mere. Hans nye roman, »Idræt«, er intet mindre end årets tredje udgivelse fra hans hånd. I sig selv lidt af en sports- og kraftpræstation. I disciplinen ordsprint ligger Rifbjerg i en klar førerposition, et godt stykke foran det øvrige felt.
Den overraskende og i første omgang lettere kryptiske titel skylder romanen sin hovedperson, den pragmatiske, velpræserverede og tennisspillende Steffen Gurt, der er sportshistoriker og gift med Harriet, der har en butik med sportsudstyr i den dyre ende, og som i øvrigt har været syg.
Fart over feltet er der fra første side i »Idræt«, hvis hovedfortælling koncentrerer sig om ægteparret Gurts hovedkulds opbrud fra byen og køreturen til sommerhuset i det nordlige Danmark, med indlagt alkoholvædet besøg hos et par gamle venner i nærheden af Ebeltoft.
I løbet af den våde aften får Steffen Gurt sagt de frygteligste ting til vennerne, og stemningen mellem ham og konen er anspændt, da de kører videre næste dag.
De ægteskabelige dæmoner ligger på lur. I det hele taget er det i høj grad frustrationerne, fortrængningerne og aggressionerne, der træder på speederen i »Idræt«, som alt i alt ikke rummer meget mere tekst, end hvad der svarer til en lang novelle.
Steffen er sur, og romanens vigtigste brændstof er hans idiosynkrasier, indædte vrede og undren over danskernes dumhed og dårlige smag. Rifbjerg tegner portrættet af Steffen, som ikke er uden lighed med forfatteren selv, med en betydelig portion ironi og heldigvis altså også med en velgørende selvironi. En slags kulturradikal selvransagelse – måske. Fuld skrue får Steffens holdning på vejen ind ad Strandvejen i Ebeltoft:
»Her var en gammel fregat gået på grund og blev hyldet som nationalt sejrsmonument for deltagelsen i en række krige, der alle var endt i forsmædelige nederlag, her kæmpede iskiosker og sandormssælgere om opmærksomheden, mens fodgængere i badesko og tilsvarende kåbe løb for livet over den trafikerede vej for at komme ned og dyppe sig i vand, der var lige så forurenet som de selv inden i hovedet.«
Undervejs på køreturen gennem Danmark med dens præg af en række filmiske scener indgår en let komisk og surrealistisk jagt på en isbutik, mærkelige besøg både i en fiskeforretning og hos en bager og ikke mindst flere nærmest mareridtsagtige sekvenser fra hospital og plejehjem.
Specielt plejehjemssekvensen kunne have fortjent mere plads, men Rifbjergs velfærds- og omsorgskritik når nu alligevel at få det til at løbe koldt ned ad læserens ryg:
»Får vi nok at drikke, fru Gurt? Det går jo ikke, hvis du ikke drikker noget«. Hun tog et glas med saftevand og pressede det ind mod den gamle kvindes læber med hele husets kraft bag sig. »Drik«, sagde hun, »drik, fru Gurt, det er det eneste der hjælper!« Saftevand piblede ud af mundvigene og drev ned over hagen. »Vi skal huske vores vand, det andet dur ikke!«
Den slags præcise iagttagelser, aflytninger og skarpe anslag har »Idræt« en del af, og læseren når lige netop at ærgre sig over, at Rifbjerg ikke har indrømmet svinkeærinderne endnu mere plads i sin bog, før den lille roman når i mål.
Fuld fart er der unægteligt på slutningen, hvor sporten igen rykker ind i billedet: »Han satte sig op på racercyklen og lod sig susende ned ad bakken opsluge af sit rige.« Mentalt sammenbrud og alle aldres opløsning i en sidste spurt! En effektfuld slutning på en roman, som ellers hører til de spinklere og mere flimrende i et stort forfatterskab.
Forfatter: Klaus Rifbjerg.
Titel: »Idræt«.
Sider: 120. Pris: 180 kr.
Forlag: Gyldendal.
