Ordbillederfor børn

Danske forlag går nye veje for at skaffe unge læsere, men hvad virker, og hvad virker knap så hensigtsmæssigt?

Den gådefulde vandbøffel fra en af Shaun Tans »Udkantsfortællinger«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor drikker Jeppe? Og hvorfor læser nutidens børn ikke? Lærere, pædagoger og forlagsfolk har alle deres bud på den læsekrise blandt børn og unge, der dokumenteres i den seneste PISA-undersøgelse, og i gårsdagens Berlingske Tidende kunne man læse om flere nylancerede bogtyper, der skal trække målgruppen ind i litteraturens univers.

Blandt dem, der blev omtalt, var en ny bogserie fra Dansklærerforeningens Forlag, kaldet Illustreret Verdenslitteratur, hvis navn vækker mindelser om den gamle tegneserie Illustrerede Klassikere. Der er dog ikke i samme grad tale om tegneserier, men snarere om romaner med usædvanligt mange illustrationer.

Første udgivelse i serien er Johann Wolfgang Goethes smertefulde »Den unge Werthers lidelser«, hvis romantiske og dystre skæbne gennem 200 år har betaget bevægelige unge med trang til Sturm und Drang. Ved genlæsningen af de længselsfulde lidelser, bliver man først betaget af friskheden i de beskrevne følelser, men bemærker paradoksalt nok også, hvor stor en hæmsko bogens romantiske sprog og tankesæt må være, når den skal have fat i hiphop-generationerne.

Derfor kan det give god mening, at illustratoren Lillian Brøgger har moderniseret Werther, så han er kommet til at ligne den afdøde digter Michael Strunge, med dramatisk pandehår og opslået frakkekrave.

Symbolmættede

Signalet er selvfølgelig, at hvis man giver teksten en chance, så forstår man også dens relevans for nutidens unge - uanset om de kender referencen til Strunge, der døde for over 20 år siden, eller ej. Det er dog også pudsigt, at forlagene, og Dansklærerforeningens Forlag er ikke det eneste, gør romanerne tegneserieagtige, når nu unge ikke længere i særlig grad er tegneserielæsere.

Den australske forfatter og meget originale illustrator Shaun Tan har også tegnet grafiske romaner, der i deres drømmende, flydende handlingstråde synes at undslippe enhver form for kategorisering. Er det for voksne børn eller barnlige voksne? Er det tegneserier eller romaner? Som med de bedste eventyr bliver både børn og voksne suget ind i de symbolmættede universer.

ABC Forlag har på dansk udgivet Shaun Tans »Udkantsfortællinger«, der rummer en række noveller, alle med udgangspunkt i den døsige forstadsverden, hvor så mange sære historier har udspillet sig i postmoderniteten.

De 15 historier er korte og absurde og har ind imellem eksotiske dyr i hovedrollen. Her er historien om vandbøflen på den ubebyggede grund, der peger, når den spørges til råds. Og her er historien om søkoen, der lægger en dæmper på ægteskabelige skærmydsler ved sin pludselige opdukken på den veltrimmede parcelhusplæne.

En tredje historie handler om »Pindefolket«, der »tripper så sagteligt af sted på deres brøstfældige ben«, og hvis uforklarlige opførsel synes at stille eksistentielle spørgsmål til forstadsfolket: »Hvem er I? Hvorfor er I her? Hvad er det I vil?« Tans lysende og suggestive farvetegninger understreger de mangedoblende gåder.

Overlegen ordleg

Absurde er også Jakob Martin Strids børnerimsklassiker »Mustafas kiosk«, der første gang udkom i 1999, hvor Strid lod sig inspirere af Benny Andersens ligefremme børnerim uden helt at opnå dennes overlegne ordleg.

Til gengæld tilføjede han sine rim en hvas omgang fræsende craziness, der går godt i spænd med nutidens hærdede børn. Som for eksempel i digtet om den bankrøvende frø, der holder politiet i skak på bankens toilet: Politiet kom og bankede på/ - luk op, du skal i brummen/ - I får mig aldrig, svarede den/ og skyllede sig ud i kummen.

»Mustafas kiosk« blev en øjeblikkelig højtlæsningsklassiker, men nu er den kommet i en helt digital udgave, hvor børnene kan klikke sig ind på de enkelte historier fra en animeret skærmmenu. Da kan de høre Povl Dissing læse de enkelte rim op, samtidig med at en lille tegnefilm sætter billeder på. Det er næsten lige så hyggeligt som at se gammeldags børnefjernsyn, men om den interaktive bog også animerer børn til siden at læse flere bøger i pap og papir, er det vist svært at sige noget om.