Ord uden feber

82-årige Knud Sørensen fra Mors har bevæget sig i mangfoldig­hedens digteriske landskaber, mens kulturlandskabet omkring er blevet ensformigt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han ligner en havenisse, Knud Sørensen, den sindige landmålerdigter og foredragsholder fra Nykøbing Mors. Urokkelig, lun og tilsyneladende placeret lidt skødesløst og ironisk i den litterære baghave. Men han er også et fyrtårn ved folkelighedens kaffebord og en selvironisk litterær institution. Med sproglig finesse og omhu - til tider pedanteri - har han skrevet sig igennem genrerne lyrik, skønlitterær prosa og biografier - bl.a. om Blicher og Skjoldborg. Nu er han nået til erindringerne.

Sædvanligvis handler de indledende kapitler i selvbiografier jo om delvis uvedkommende slægtsforhold. Hos Knud Sørensen skal vi ni x tipoldeforældre tilbage til en munk i Viborg og en nonne. Ikke blot antager slægtsforholdene således en vis mytisk karakter, forfatteren bliver også meget meningsfyldt for sit senere virke gennem dette ophav knyttet til Tjele, Blicher og Aunsbjerg, hvilket giver yderligere mening, fordi han ikke blot opererer med begrebet »hjemstavn«, men også - og det er vigtigt - med noget, han kalder »valgstavn«. Sammen med konen Anne Mari valgte han i 1958 Mors som det sted, han ville stille sig solidarisk med. Intet i det københavnske kulturmiljø holdt parret tilbage.

Udkantsdanmark

I sine første digte og i debutsamlingen »Den røde kaffekande«, der udkom i 1965, som i sin videre produktion søgte Sørensen det enkle og det konkrete både i form og indhold. Han ville skrive »ord uden feber«, og han ville skrive om den ubemærkede del af Danmark, som vi sidenhen med udgrænsende skødesløshed har fået for vane at kalde Udkantsdanmark.

En tid havde Sørensen politisk sværmet for Dansk Samling, han havde været aktiv i modstandsbevægelsen, og nu blev han for en kort bemærkning medlem af kommunalbestyrelsen. Han lagde desuden kræfterne i den lokale kunstforening og Dansk Forfatterforening, men allervigtigst måske i sammenslutningen af en række litterære selskaber i det, der siden 1991 har heddet Limfjordsegnens Litteratur Samvirke.

Mangfoldighed har været kodeordet i den erindrende forfatters virksomme liv. Han må beklage, at den er ved at forsvinde i kulturlandskabet, hvor han selv som landmåler har medvirket til monotonien i svinebaronernes monokulturer, mens han digtede mangfoldigt og vedholdende om landbrugskulturens erosion. Håbet har han nu flyttet over i den mentale »indre bonde«. En bevidsthed om en humanistisk økologisk samvittighed og et bondelandskab i balance.