Alice Munro skriver altid læseren så sjæletæt på novellefigurerne, at man får dem på hjernen længe efter endt læsning. Således også i novellesamlingen »Fjendskab, Venskab, Ægteskab«. Selvom jeg undervejs i bogen forsøgte at holde blot en smule afstand, blev jeg alligevel viljeløst ført rundt i snart den ene, snart den anden kvindes inderste tanker. For eksempel hende, der har forladt sin mand og to teenagedøtre, og bosat sig langt væk er blevet skilt »i et håb om at få et liv uden hykleri og afsavn og skam«.
Fælles for de meget forskellige kvinder i novellerne er oprøret mod det forløjede. De har alle blik for, når det indre ikke svarer til det ydre, og de bryder på hver deres lille måde med det vedtagne i et forsøg på at få luftet ud i forstillelsen. Andres og deres egen.
Afsavnet og skammen over, at livet ikke lykkedes, er Munros grundtema, og hun lægger den ene novelle ved siden af den næste, i én lang fortælling om livet selv. Sådan som det er, hvilket ofte ikke er sådan, man havde håbet, det skulle være. Hendes noveller er som Hammershøis malerier, for Munro kan få hverdagsskæbner til at lyse i noget, der udefra synes gråt i gråt.
Hun har i tidligere novellesamlinger om nogen vist, at hun kan blive stående i kulsort afmagt, men i denne novellesamling har hun slået håret ud og strøet håb om tilværelsens uforudsigelighed ud over fortællingerne. Dertil skal lægges Ida Jessens og Gudruns Jessens præcise danske oversættelse, hvilket gør, at man sidder tilbage med en række sandheder om fjendskab, venskab og ægteskab mellem hænderne - og i sindet. Det er så godt, at stjernerne synger.B
