Opgangens dystre hemmeligheder

Noveller: »Gennemtræk« Hanne Richardt Beck kan godt skabe kuldegys, men bedst går det i de helt intime rum.

Man skal forestille sig at være en trækvind, der går gennem en opgang. Ind i hver lejlighed fejer den, summer samtalen op, for at blæse videre til næste lejlighed. Vinden kommer ind nede ved hoveddøren og pifter ud oppe under taget. Og hvad oplevede denne hastige vind så undervejs?

Det er den forestilling og det spørgsmål, Hanne Richardt Beck tager til behandling i sin novellecyklus »Gennemtræk«. Vi begynder i opgangen, en gammel en, mærket af tidens tand. 70 år gammel er den, og der er gået mange fødder gennem den. En underlig lugt er der ud over den fra det slidte linoleum, en skarp, lidt æter-agtig ubehagelig. En vis uro bemægtiger sig altid beboerne, fra de kommer ind i opgangen til nøglen endelig giver sit velkendte klik i låsen og hjemmets tryghed åbner sig.

Gennem novellerne besøger vi opgangens beboere fra st. tv, til 3. th. Her bor der mange forskellige mennesker, eneboere, par, ensomme gamle og ensomme unge. Der er også en lejlighed der står tom, netop forladt af et menneske, hvis efterladenskaber fortæller om en stor menneskelig ensomhed. Vi ender på loftet, hvor Smith holder til. En næsten symbolsk dødsfigur, som måske er den, der bærer gennemtrækken med sig, i alle fald har æterlugten i opgangen forbindelse til hans sygelige tanker og forehavender på loftet.

Ved at binde opgang og loft sammen i en uhygge-stemning etablerer Hanne Richardt Beck en thrilleragtig sammenhæng i opgangen. Som egentlig ikke var nødvendig, for dér, hvor novellerne for alvor lever, er, når hun går ind i personskildringerne. Som i st. tv. hvor vi møder Henrik, en midaldrende mand, der netop har mistet sin far, og som i et øjebliks godhed har inviteret sin frygtelige onkel til familiemiddag. Her viser Hanne Richardt Beck sig som en formidabel og morsom skildrer af absurd familieubehag.

Sylvester, som den selvoptagne onkel hedder, lever kun, når han totalt dominerer stemningen. Og da familien på et tidspunkt vælger at overhøre ham, tager han en enkel, men raffineret hævn. Her er Hanne Richardt Beck virkelig i topform. Hun er bedst, når hun for alvor folder sit talent ud i skildringen af lidt pinagtige og intime rum, som også flere af de andre noveller åbner for, hvor ikke alting går op i alt for klare pointer, som hun ellers kan have en tendens til. Måtte hun rendyrke denne evne, så kan det blive virkelig interessant.