En syvårig, velfungerende pige skyder sin bedstemor med en sømpistol. Kort efter er det faderen, hun går efter. I et andet land finder en lignende grum hændelse sted. Og et helt andet sted endnu en.
Og så er der jo formentlig ikke tale om tilfældighed længere. Der er et mønster, en serialitet. Hesketh Lock, hovedpersonen i Liz Jensens thriller »De ubudne«, har en særlig evne til at finde sådanne mønstre og gennemskue dem.
Han er antropolog af uddannelse og ansat i et firma, der har specialiseret sig i at hjælpe virksomheder, der står over for interne skandaler. Og så lider han af Aspergers syndrom, hvilket giver ham et hyperrationelt distanceret blik på den verden, han befinder sig i.
Mentalt noterer og analyserer han farver, lugte og lyde. Han tæller og kategoriserer, suger til sig og holder sig udenfor og søger tilflugt i origamiens kompleksitet, når han har brug for fokus. Han er socialt hæmmet, men også målrettet. En robot af kød, som hans ekskæreste siger. Hende savner han ikke rigtigt. Men han savner hendes søn Freddy, som han føler sig nært forbundet med.
Lock arbejder på en sag om industrispionage, som spreder sig internationalt, og som etablerer et mønster gennem suicidal galskab, der rammer involverede medarbejdere. De hævder sig besatte af onde børneånder, troldelignende væsner. Denne sag viser sig forbundet med børnemorderne. Og Freddy involveres forventeligt nok.
Liz Jensen er en solid thriller-håndværker, som formår at skrue op for spænding og intensitet undervejs i denne genrekombi, hvor spøgelseshistorie, krimi og science fiction blandes op.
Portrættet af Hesketh Lock er både sjovt og varmt, og hans stærke rationalitet udfordres af de irrationelle begivenhedsmønstre, han forsøger at forstå. I bund og grund er budskabet, at vi skal være gode ved verden, ellers kommer den efter os, og den slags er jo udmærket opbyggeligt, om end også lidt trivielt.
