Op på hatten

»Op på poetens hat« lød opfordringen tidligere på året i Louise Rosengreens vellykkede digtsamling »Ordbehandlinger«, hvor ordene blev taget under både ferm og kritisk behandling, og op på poetens hat stiger hun så igen med årets anden digtsamling, hvis titel »Mærkelig frugt« også rummer en hilsen til Billie Holiday og protestsangen »Strange fruit«.

Louise Rosengreen er skrap til de markante one liners af typen »Genier er også en minoritet« og signalerer veloplagt utilpassethed i adskillige af digtene, hvor hun blandt andet dyrker de konsekvente fremskrivninger som i en tekst om overbefolkning og fødende kvinder. Men som helhed virker »Mærkelig frugt« mindre overbevisende end »Ordbehandlinger«, og mange af de nye tekster bliver hængende i det fingerfærdigt kvikke: »På Christiansborg er der højt til loftet/på toilettet«. Nå ja, så er det heller ikke sjovere. Det er i den forrige ombærings ordbehandlinger, Louise Rosengreens klareste løfter ligger.