Når man er ung og begavet, er alle veje åbne, og selv om den 20-årige Per Stig Møller i 1962 havde fravalgt folketingspolitik, var der masser af overvejelser i ham, mens han en dag passerede universitetet, Gyldendal og Berlingske Tidende. Skulle han blive »professor, forlagsredaktør eller måske boganmelder?«
Per Stig Møller nåede både universitet, bøger og medier, inden han i 1984 tog det afgørende spring fra uforpligtet intellektuel til politik. Som aktiv politiker var fodnoteperioden hans første kamp og dernæst det konservative blodbad efter formandsopgøret, der gav ham posten. Som sådan fik han særligt genoprettet tillidsforholdet til Venstre efter Hans Engell, og det var aftalt mellem ham og Uffe Ellemann-Jensen, at han i 1998 skulle have været udenrigsminister, hvis VK havde vundet valget.
Udenrigsminister blev han i 2001, men den del hører til i det kommende andet bind af hans erindringer. I det første, »Dage og kampe«, der udkommer i dag, trækkes der lange linjer bagud i en uhyre velskrevet fortælling om en politisk slægt.
Selv om Per Stig Møller var ung intellektuel fra en af de fine politiske familier, skulle pengene tjenes ved hårdt arbejde, og som født ind i Møller-klanen, der i menneskealdre har haft stor betydning for liberal-konservatismen, fylder denne side virkeligt meget i bogen. Farbroderen, Aksel Møller, var blandt andet Frederiksbergs borgmester i en årrække, og så meget fyldte slægten lokalt, at skolekammerater troede, at den lokale Poul (Martin) Møllers Vej var opkaldt efter faren.
Moren var Lis Møller (1918-83), landskendt socialpolitisk stemme i TV-monopolets dage og folketingsmedlem i flere perioder. Hun, der var aktiv i KUs kvindearbejde, forlod sin mand, da hun som ganske ung mor mødte Poul Møller (1919-97), der dengang var KUs landsformand.
Forældrene blev tidligt slidt ned, de arbejdede stenhårdt, var altid ude, og i finansministertiden fik Poul Møller sågar en hjerneblødning og senere en blodprop.
Som far var han nærværende og fraværende på samme tid, men tydeligvis en læsehest, der gav de store læseoplevelser videre til Per Stig Møller. Han var også kendt som en gudsbenådet skribent, bl.a. redaktør og lederskribent og tilknyttet Berlingske Tidende i knap en snes år, og da sønnen skrev alt for udflydende stile, stak han ham Johannes V. Jensens »Myter«! Han introducerede også sønnen til historie, og allerede i 1950erne læste Per Stig Møller Koestler og Orwell. Det antitotalitære blev et tema, han også som litterat og debattør kom til at behandle indgående.
Politik skræmte ham
Unge Møller blev landsformand for Konservative Gymnasiaster, men politik skræmte ham. Eller som han desillusioneret sammenfatter: »Der er ingen venner i politik, kun mennesker, man midlertidigt har sammenfaldende interesser med«. Valget stod mellem jura og humaniora, og den konservative litterat og avismand Henning Fonsmark advarede om, at litteratur var brødløst, men lidenskaben vandt, og det førte til disputats og et dansk lektorat ved Sorbonne. Dog blev det aldrig til et professorat. Det er tydeligt, at en generation af mere upolitiske litteraturforskere havde det svært i datidens munkemarxistiske universitetsmiljø.
Det blev i stedet DR, der gav Per Stig Møller afgørende ledelseserfaringer som programchef i den dengang så politiserede institution. Han blev siden formand for Radiorådet, og han fik skabt sig et navn med en mængde frihedsorienterede litterært-historiske bøger, hvor idéhistorien altid udgør et bagtæppe.
Det er måske svært for en samtid fyldt med borgerlige debattører at forstå, men intellektuelle som Per Stig Møller, Henrik Stangerup, Elsa Gress, Bertel Haarder og enkelte andre udgjorde den ganske lille flok, der gik op mod tidsånden. Samme Stangerup, der kaldte sig »Møller-konservativ«, skildres med stor godhed i dette første erindringsbind, der er et ægte vidnesbyrd om, hvorfor Per Stig Møller i en menneskealder har været central i dansk åndsliv og politik.
Hvad: »Dage og kampe«.
Hvem: Per Stig Møller.
Hvor: Gyldendal, 238 sider. Pris: 299,95 kr.
