Nogle gange er tænkere meget store i deres levetid, men efter døden går det så ned ad bakke. Omvendt er det gået for den tysk-jødisk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-75).
Hun modtog Sonningprisen i København kort før sin død, men hun var ikke på niveau med en Jean-Paul Sartre eller med sin gamle lærer, elsker og livslange ven Martin Heidegger. Senere og ikke mindst efter murens fald i 1989 er henvisninger til Hannah Arendt steget stejlt, og i dag gælder hun for en af de store tænkere fra det tyvende århundrede. Flere af hendes bøger er oversat til dansk, og der er også kommet antologier om værket.
Nu har Hans-Jørgen Schanz, professor i idehistorie ved Aarhus Universitet, skrevet en prisværdig lille og meget fokuseret introduktion. Ud over mere summariske afsnit om liv og værk drejer bogen sig om to af Arendts nøglebegreber: handling og ondskab.
Schanz har nogle gode bud på, hvorfor Arendt først er slået igennem nu. Hendes politiske filosofi er svær at placere, fordi den går på tværs af de store ismer liberalisme, socialisme og konservatisme og det var ikke en fordel under den kolde krig eller studenteroprøret, hvor man gerne ville vide, hvor man havde folk.
Hun var afvisende over for »frierier« fra kvindebevægelsen, der så en oplagt Simone de Beauvoir-agtig rollemodel i hende. Og endelig var hun nok elev af den tyske eksistensfilosofi, men hun praktiserede den i en mere lys og optimistisk udgave end Heidegger.
Det ser Schanz som et resultat af hendes omplantning fra den europæiske melankoli til den fremtidsåbne amerikanske kultur.
Selv om hendes emner er dystre nok totalitarisme og ondskab er hendes tænkning meget fjernt fra den fremmedgørelse, absurdisme og dødekult, der hang over den europæiske eksistensfilosofi og måske også gjorde den svag over for totalitære politiske ideologier, i Heideggers tilfælde nazismen, i Sartres kommunismen.
Hannah Arendt var ikke en tidstype, og derfor er hun ikke blevet fanget i en tidslomme.
Berømt og omstridt
Arendt er blevet berømt og omstridt for sit begreb om »ondskabens banalitet«, som udsprang af, at hun fulgte retssagen mod Eichmann i Jerusalem i 1963.
Var han ikke bare en lille fantasiløs kontorist, der i egen indbildning gjorde sin pligt? Begrebet stammede dog ikke bare fra Arendts indtryk af manden, men også fra selve problemet med at forholde sig til Holocaust. Disse moderne forbrydelser var så monstrøse, at de var reelt ufattelige, de var ikke forudset i Dekalogen (De Ti Bud), de var noget, der aldrig måtte være sket og hvor de almindelige menneskelige reaktioner over for forbrydelser tilgivelse og straf var umulige.
Men når man vægtede ufatteligheden, som Arendt først gjorde, kunne man komme til at tilkende nazisterne en dybde, et satanisk mysterium, som stod i vejen for en analyse af, hvordan det kunne gå til, og hvordan man kunne forhindre at det skete igen.
Tesen om banaliteten skulle trække i den anden retning. Eichmann var blot en funktionær, der handlede inden for rammerne af en perverteret normalitet.
Men mange synes, at Arendt dermed kom til moralsk at bagatellisere ondskaben som tankeløshed, et andet ord hun også brugte.
Selv om Arendt senere i livet prøvede at uddybe sin analyse af Eichmann, virker det noget utilstrækkeligt at sige, her i Schanz referat, at Eichmann var et menneske, der svigtede i forhold til »fundamentalt at holde den åbenhed intakt, som er skænket med fødslen og mulig i kraft af sproget«.
Det lyder lidt som den gamle drøm om, at dannede mennesker ikke kan være onde. Men den går ikke. Tag bare folkemorderen Radovan Karadic, som er både digter og psykiater. Måske er det bare ikke en god ide at analysere rædselsgerninger med spekulativ filosofi. Man kommer i hvert fald langt fra til ende med ondskaben hos Arendt.
Kan forekomme banale
Schanz skriver i en generel karakteristik af forfatterskabet, at hendes grundbegreber taget hver for sig kan forekomme banale eller uigennemtænkte. Først når de sættes i en indbyrdes sammenhæng, som hun ikke altid selv etablerer, viser de deres egentlige styrke.
Arendt var mere til anslaget end til gennemarbejdningen. Derfor er Schanz god til at skrive om hende, for han er eminent til de begrebslige udredninger og til at trække de lange idehistoriske linjer, når det kræves.
Det er mærkeligt med Hannah Arendt, for selv om Schanz overbevisende demonstrerer, at store dele af hendes tænkning er utilstrækkelig og måske endda direkte forfejlet, bliver man alligevel opløftet af at læse hende og læse om hende. I takt med et hovedtema hos Arendt begyndelsen, »fødtheden« får man hele tiden fornemmelsen af, at noget nyt er begyndt. Dette er ikke bare det samme på en anden måde. Her kan der tænkes videre fra.
