Man siger om den sydafrikanske nobelpristager fra 2003, J.M. Coetzee, at han er en alvorlig mand. Han giver sjældent interviews, ytrer kun ganske få ord i selskab med andre mennesker, og er nærmest aldrig set smile.

Amerikanske Paul Auster derimod er berømt for sin karismatiske jovialitet og åbenhed om sit privatliv. En cool newyorker, der i en alder af snart 63 er ganske bevidst om sit image som litteraturens baseballelskende cigarillo-rygende historiefortæller.

Da de to næsten jævnaldrende, men meget forskellige personligheder møder hinanden til et litterært arrangement i 2008, begynder de at udveksle breve. Ikke mails, men analog, håndskreven korrespondance, som bliver sendt i kuverter fra Pauls Brooklyn til Melbourne i Australien, hvor John Maxwell bor med sin kone Dorothy.

Den indledende »samtale« er nogle fine betragtninger om venskab, og derfra udvikler korrespondancen sig til at handle om sport, litteratur, sprog, politik - navnlig Israel-Palæstina (Auster er jøde, Coetzee har oplevet apartheid indefra) - filosofi, film og meget andet.

Det er to belæste mennesker, der udveksler tanker, men det bliver først rigtig interessant, når de to mænd åbner døren på klem til deres inderste tanker om selve det at være forfatter. Hvorfor skriver man romaner og hvordan?

Mens Paul Auster, som vi kender ham, er generøs med sin person og gerne giver en flig af sig selv, er Coetzee anderledes på vagt og lever op til sit image som en mand, der tænker, før han skriver. Hans skrift er ofte klog, men indimellem også en kende for intellektuel. Bedst er han, når han skriver om sin cykelferie i Frankrig eller en litterær konference i Italien.

Newyorkeren får dog langsomt åbnet ham, og helt rørende bliver det, da Auster (med hustru Siri Hustvedt som medkommentator) er oprigtigt bekymret for sin kollegas søvnproblemer. Her begynder Auster at tø sin sky kollega op, og man fornemmer et venskab spire frem fra siderne. Så er man i rigtigt godt selskab, og nyder brevenes langsommelige, anakronistiske samtale på tværs af oceaner.