Om mus og mænd

Tegneserie: »Maus« og »Auschwitz«Art Spiegelmans netop genudgivne holocaust-tegneserie »Maus« er et brandaktuelt eksempel på, at etniske karikaturer ikke nødvendigvis er kritisable. Samtidig illustrerer en anden ny tegneserie om Auschwitz, at tegninger ikke i sig selv gør en historie levende.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da den amerikanske tegneseriekunstner Art Spiegelman i slutningen af 1960erne i nogle få striber eksperimenterede med at tegne jøder som mus og nazister som katte, lagde han grunden til et hovedværk indenfor tegneserie-mediet, nemlig »Maus«, som blev til i årene 1978 til 1991. Siden er »Maus« også blevet kanoniseret som en af de vigtigste bøger indenfor holocaust-litteraturen.

I Danmark er tegneserien tidligere blevet udgivet i to dele, men nu foreligger en samlet udgave fra Forlaget Politisk Revy, og på baggrund af den iranske holocaustbenægtelse og Muhammed-tegningerne er bogen mere aktuel end nogensinde.

»Maus« er en biografisk historie om en polsk jødisk families desperate flugt fra nazismen, og dens næsten fuldstændige udslettelse i Polens ghettoer og dødslejre. De eneste medlemmer, der overlever krigsårene, er tegnerens forældre Vladek og Anja.Historien fortælles af faren, som umiddelbart er svær at holde af. Vladek er sygeligt nærig, paranoid og har, til den venstreorienteredes kunstnersøns store ærgrelse, udtalt racistiske tilbøjeligheder. Et sted kalder Art Spiegelman ham ligefrem en »anti-semitisk karikatur«.

Tegneren kan dog se, at der gemmer sig en god bog i farens beretning om krigsårene og begynder at interviewe Vladek om fortiden. I takt med at faren fortæller, får sønnen en dybere forståelse af sin fars sammensatte væsen. Farens overlevelse skyldes hans evne til at udnytte selv de mindste fordele i kz-lejrens dødelige miljø. Men 30 år efter Auschwitz kan Vladek ikke aflægge sig den neurotiske rationering af madvarer, tændstikker og søm og sin mistro overfor såvel fremmede som sin nærmeste familie.

Det er i denne rammefortælling, at »Maus« bliver et dybt og moderne værk om Holocaust. For hvad er kernen i historien om Auschwitz, og hvordan formidler man bedst tragedien og gør forståelsen større? »Maus« er ikke blot den vigtige og vedkommende vidneberetning. Det er en subjektiv undersøgelse af kunstneriskt ansvar og historieskrivnings substans.Det siger sig selv, at den vidt berømmede »Maus« også måtte give anledning til kritik på grund af dens skildring af jøder som mus og tyskere som katte (og polakker som grise, amerikanere som hunde og franskmænd som frøer).

I USA, hvor mange helst så etniske og nationale forskelle blive usynlige, måtte det selvsagt støde at se skillelinierne blive trukket så skarpt op. Men »Maus« etniske karikaturer er langtfra et plumpt forsøg på at gøre op med politisk korrekthed. I virkeligheden er der slet ikke tale om karikaturer, men et forsøg på at skildre en grotesk historisk situation, hvor etnicitet blev et spørgsmål om liv og død.

Men Art Spiegelman er opmærksom på det risikable i sit forehavende, og i flere af rammefortællingens sekvenser er karikaturerne i sig selv et emne. Han diskuterer eksempelvis med sin franskfødte kæreste, der er konverteret jøde, hvilket slags dyr hun skal være i tegneseriens univers.

I seriens epilog, da Art Spiegelman har fået national og international berømmelse på grund af »Maus«, antydes en ny mulighed. Figurerne er ikke længere mus, hunde og katte, men bærer i stedet dyremasker. Den etniske identitet er blevet en ham, man (måske?) kan tage af og på.

Tegneserien »Maus« er et godt eksempel på, at karikaturer ikke i sig selv nødvendigvis er en hån. I nogle tilfælde kan det være en ære at blive karikeret. Kun et fantasiløst samfund ville på forhånd kunne afgøre, hvilke emner der principielt egner sig til karikering eller ej. Form, kontekst, afsender og modtager er ligesom indholdet altafgørende.

Da Art Spiegelman for nylig diskuterede Muhammed-sagen med en anden pulitzerprisvinder, tegneren Joe Sacco, forsvarede han derfor logisk nok retten til at offentliggøre tegninger af alle slags, også de antisemitiske fra Mellemøsten, som han selv finder krænkende.

»Hvis ikke man har ret til at trykke bestemte tegninger, så er jeg som tegner i vanskeligheder. Og måske er USA det i så fald også,« sagde Art Spiegelman i et interview med bladet The Nation.

Sacco beskrev derimod danske tegnere som idioter. På trods af, at de er uenige om Muhammed-tegningerne, er Sacco og Art Spiegelman dog enige om, at vreden over tegningerne skyldes tegningens kraft til at kondensere budskaber. Det er denne reduktionsevne, som Art Spiegelman bruger i sin serie til at gøre en stor fortælling endnu større. Men det er samtidig let at forestille sig et sted, hvor formelle begrænsninger i ytringsfriheden ville gøre en milepæl som »Maus« til en umulighed.Endnu en ny tegneserie om Auschwitz vidner derimod om, at tegninger ikke i sig selv gør en historie mere levende. Franskmanden Pascal Crocis tegneserie »Auschwitz« bygger ganske vist ligesom »Maus« på interviews med overlevende, men hvor Art Spiegelman fæstner sin historie i en mængde sigende detaljer og psykologiske observationer, går Croci i en modsat retning.

Selv skriver Croci i tegneseriens omfangsrige noter, at han har søgt at undgå æsteticisme i sine tegninger af kz-lejren, og at han i stedet går efter en slags symbolsk repræsentation af de overlevendes minder.

Det udsagn virker dog mest af alt som en undskyldning for de tågede, gråtonede billeder, der hverken giver form eller substans til Auschwitz-erfaringen. Problemet er nemlig, at Croci slet ikke er kunstner nok til at løfte opgaven. Lejrens fanger er tegnet som en slags dukkemennesker med kæmpeøjne og indfaldne kinder, der indgyder et vist ubehag, men slet ikke den medfølelse og menneskelighed, som Art Spiegelmans fortabte mus rummer.

Pascal Croci: »Auschwitz«. Carlsen Comics. 86 sider. 169,50 kronerhttp://www.thenation.com/doc/20060306/interview - Interviewet med Art Spiegelman og Joe Sacco