Ofre for en samler

Søren Koustrup følger uhyre detaljeret den italienske opdagelsesrejsende Luigi d'Albertis' indtrængen i Ny Guineas jungle, mens der endnu fandtes ædle vilde og hvide pletter på verdenskortet. Anderledes forholder det sig med forfatterens evne til at trænge ind i manden selv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når ikke lige den italienske opdagelsrejsende jæger, konservator og operaelsker Luigi Maria d'Albertis var travlt optaget på sine farefulde anfald mod Ny Guineas indre naturhistoriske og etnologiske hemmeligheder, kunne man træffe ham hos sine velyndere.

Således i 1876 i en pause mellem ekspeditionerne 950 km op ad Fly Floden. I Sydney sørgede vennen, dr. George Bennett, således for Luigis rekreation. Medtaget af malaria, syfilis, arsenikforgiftning og de voldsomme strabadser under ekspeditionerne kunne man støde på den nøgne mand, storrygende med en pyton om halsen, uklippet og med armbånd af skildpaddeskjold.

Fremtoningen virkede ikke just befordrende for tilliden til Luigis næste ekspedition, der måtte finansieres ikke blot af naturvidenskabelig interesse men også af hensyn til tropeøens politiske fremtid og tilhørsforhold - set med civilisation og kristning af landet for øje.

Den italienske opdagelsesrejse begynder som et ganske ædelt og idealistisk forehavende, hvor ekspeditionerne - ofte ved missionærernes mellemkomst - søger venskab med de indfødte hinsides den hvide races hidtidige invasionsgrænser. Men for hver rejse udvikler Luigi sig stadig mere despotisk og egensindig i sine bevæbnede overgreb på de indfødte og (især!) deres grise, som, trods høj status, rask væk nedskydes og fortæres i orgiastiske ædegilder.

Afhugget hoved

Forfatteren Søren Koustrup - der tidligere har orkestreret storværker om opdagelsesrejsende lige så detaljeret - har støttet sig til Luigi dAlbertis egne dagbøger, samtidige avisartikler og kilder under de fem rejser, der beskrives indgående. Til tider lidt ensformigt med nedskydning og konservering af utallige paradisfugle, kronduer og papegøjer, men sammenholdt af rejsens egen logik og indgående skildring af et videnshungrende og utålmodigt 1870ertals menneske med megalomanens livsappetit.

I en periode med stor konkurrence også fra den europæiske autoriserede naturvidenskab lykkedes det Luigi at lægge London for sine fødder med videnskabelige forelæsninger i Royal Zoological Society, med forlagsaftaler og tuskhandel med præparerede insekter, udstoppede fugle, kannibalvåben og diverse hovedskaller samt fremvisning af et afhugget menneskehoved.

Hjemme i Genova solgte Luigi sine værdifulde zoologiske samlinger og etnografica og levede af sin formue. Tilbagetrukket med sine minder, pytonslangen, en ugle og en tam ræv. I 1901 døde han 59 år gammel af sine syfilis­lidelser. En flamboyant og monstrøs personlighed, som bogen desværre ikke rigtig kommer bag om.