Ørnsbo vrisser veloplagt

Der i den grad liv i den gamle misantrops ord og metode.

I digter Jess Ørnsbos bog »Sidste udkald« er der både liv og aggression i ordene og metoden. Fold sammen
Læs mere
Foto: THORKILD AMDI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så kører Jess Ørnsbos ordlokomotiv igen. Dampsøjler af veloplagt verbal energi og aggression, men også af en mere afdæmpet depression og melankoli, står op fra siderne i bogen med den ikke ligefrem muntre titel »Sidste udkald«.

Med lommer og linjer fulde af nedlagte smilehuller, afskedigede postkasser og fordærvede tidspunkter går den 84-årige forfatter med det usvigeligt sikre blik for tilværelsens råhed og tidsåndens ulidelige ubærlighed til signalementet af en dysfunktionel verden. At være ude af trit med tiden er et af Ørnsbos adelsmærker, og i »Sidste udkald« er han det eftertrykkeligt i både prosa og poesi.

På prosasiden rummer bogen både erindringstekster og mere fiktionsprægede stykker. Nogle af erindringerne har været offentliggjort tidligere, for eksempel »210345 eller At bombe papir« om den dag, Den Franske Skole blev bombet og skolevejen endte for Liselotte, eller teksten om et studieophold i Polen i slutningen af 1950erne.

Med deres indslag af henholdsvis tragik og østeuropæisk absurditet bidrager erindringerne fint til et mere omfattende og nuanceret billede af forfatterskabet. Mens andre tekster klart bekræfter Ørnsbos status som den sprogligt virtuose og grotesk vrængende fortolker af taberliv i velfærdstatens periferi og af et underdanmark med kartoflen som signaturplante.

Verdens disharmonier

Der er udsigtsløs ungdom og alderdom i de to skæve monologer med en klang af desperat Storm P. og syret Ebbe Rode: »Jeg er dødsikker på de vil skænnes selv på vores 1-års bryllupsdag« og »Halmtorvet«, mens »København« er en fantastisk odyssé gennem middelalderbyen med dens råhed og elendighed og stank af menneskelig nød og alle slags affald. Lugtenes plads i forfatterskabet er i sig selv en længere afhandling værd.

Men først og sidst er »Sidste udkald« et møde med lyrikeren Jess Ørnsbo i fineste form. Med linjer som »Nu slukker de for fuglene« i digtet »Venter på regn« nikker han fortroligt til alderdommens skavanker, og »Køresyge« ligner en tænderskærende guide til en seniorrejse i Ørnsbo-land:

»Sidder og venter i en/indbildt bus/skulle have været her kl. 5/sidste år/men chaufføren en smule utidssvarende/en passager synes at have glemt/sin peristaltiske madpakke/Alligevel flimrer landskabet forbi/med alle sine unøjagtigheder/der en overkørt kat uden testamente/her uden for en kro et uaf-/hentet hosteanfald/og et gadeskilt lysende af uvidenhed ...«

Ord for ord mønstrer bogens digte denne verdens disharmonier, misproportioner, frontale konfrontationer og håbløse sammenstillinger. Nogle linjer fra digtet »Moll« kan fint stå som en indkredsning af den smerte, der ligner en slags inderste kerne i det poetiske værk:

»men smerten hader skrig fra/de allernærmeste/den gemmer sig i halte klaverer/eller i en forvirret cello/ den spejler sig i levrede vandpytter/og skyernes ekko/den gemmer sig i hukommelsens/tomrum/den skyr den pralende omverden/styrter kun dybere og/dybere/gennem hengemte åndedrag/ned i sin egen/moll«.

Der er i den grad liv og rensende skarphed, aggression og mismod i den gamle konfrontationsmodernist og misantrops ord og metode.

Både som prosaist og lyriker kan Jess Ørnsbo stadigvæk få det til at gibbe chokeret og lystigt opstemt i læseren.

Titel: Sidste udkald. Forfatter: Jess Ørnsbo. Sider: 86. Pris: 150 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.