Øret mod planeten

15 gange 14 linjer, der akkompagnerer billedkunstneren Leif Dræbys udtryksfulde kombinationer af tegning og fotografi. Grotrian er en sand skrivekugle, der bestandigt »lægger øret mod planeten« for at lytte til sin indre ild. Hele tiden pendler hans sonetter mellem på den ene side sorg, smerte og pine, mørke og pløre og på den anden side lovsangen til Gud, den absolutte udfrier: »Tak, min Gud, fordi jeg måtte vælte/sorgen ind i dette stjernebælte«. I troen samler Grotrians tekster »håb og bølgetrallen«, hans vilje til at blande det jordiske hverdagslivs trivialiteter med himmelveje og -udveje, det højstemte med det lavkomiske er usvækket. Men seeren og den skæve, dadaistisk respektløse ordmager folder sig måske ikke helt så indlysende vildt ud i denne høre- og sonetkrans, som han gør, når han er i sit ypperste lovsangs-es.