Historien om Odysseus er, som bekendt, en historie om oldtidskraftkarlen, der begiver sig ud på en farlig færd, for siden at vende tilbage og finde sin ærbare kone belejret af nærgående bejlere. Helt til det sidste. Meget ophøjet er der derimod ikke over Jess Ørnsbos nye roman »Fru P« (som i Penelope), der udsendes samtidig med, at forfatteren kan fejre sin 75-års fødselsdag i morgen.
Motivet er ganske vist hentet i den gamle myte, men her spejles den grotesk i Ørnsbos fedtede troldspejl og omsættes komisk og forvredet fornedret til et pilråddent, stinkende hul af et provinspensionat lige efter befrielsen. En lurvet smågangster og sortbørshandler, der har været gået under jorden, vender tilbage til sin monstrøse, rædselsfulde kone, der imidlertid er alt andet end glad for at se ham, og som ikke tåler indblanding i det benhårde matriarkat, hun har etableret i hans fravær.
Katastrofen indtræffer. For i det bindegale galleri optræder også den uduelige, tilbagestående søn, der i misforstået dyrkelse af faren og hans tvivlsomme krigsbedrifter begynder at tage livet af den samling perverterede, alkoholiserede og generelt hæslige pensionærer, der stolprer afsindigt rundt i dårekisten.
Ørnsbo har omsat sin historie til morsomme, ord-rablende monologer og fristrømmende dialoger, fyldt med sammensparet, irgrøn galde, traumatisk livslede og bindegale, vildtvoksende og fragmenterede associationsrækker fra snart hovedpersonerne, snart rønnens tjenende ånder, snart den lokale politimester, der svedende deler tæsk ud i sin egen kulkælder.
Og vi er, reverenter talt, helt nede i menneskesindets møgbeskidte kældergange i Ørnsbos underholdende skildring af Underdanmark i en bevæget tid, hvor skyld og soning set gennem Ørnsbos skeløjede, men skarptseende briller, er en umulighed. Et nakkeskud til den dannebrogsviftende, nationalfortælling. Vi er alle sammen kun dyr. Den unge generation ligger ubevægelig under et lagen og kan til sidst kun fremstamme et langtrukkent, absurd »J-J-jeg« lammet i identiteten af skyld, smerte og had.
Gennem kødhakkeren
På mange måder er »Fru P« en form for essens af den forfatter og fødselar, der aggressivt og kompromisløst har skildret den danske efterkrigstids undermenneske fra dets mildest talt mindre pæne side. Stoffet har Ørnsbo tidligere beskæftiget sig med i skuespillet »Odysseus fra Vraa«, der spillede på Aalborg Teater i begyndelsen af 1990erne. Her fortsætter han det indædte, sort humoristisk og rasende stormløb mod den brune sovs af løgn, vi har dænget tilværelsen til i, som har været en ledetråd i forfatterskabet. I de modernistiske digte, han debuterede med i 1960. Og ikke mindst i de mange skuespil, der efterhånden gjorde ham til en af de mest spillede dramatikere herhjemme en overgang. Et forfatterskab, der altid har haft den hverdagsagtige genkendelighed som udgangspunkt.
Men også i denne nye, lille roman ikke meget mere end en forlænget novelle flyder konturerne af figurerne nærmest grotesk ud i både sproglig og fysisk-kropslig opløsning, ja, en af dem er endda ved at blive usynlig i sin alkoholiserede sprittåge. Også her dyrker han usvækket og hårdtslående sine gruopvækkende, forvredne familier, hvor den afrettede rotteyngel aldrig får en chance i kværnen, fordi de gamle samvittighedsløst og egoistisk er ude af stand til at give andet end afstumpethed videre. Endnu engang blæser Ørnsbo til direkte angreb på råddenskab og borgerlighed, holdt i et sprog, der, kørt gennem hans kødhakker, er vittigt og makabert og tør vove sig helt ud på det herlige overdrev. Urkomisk i sin lidt gammeldags, slagkraftige Vesterbro-synftighed i jargonen, som trækker tråde til både Soyas og Stor Ps sproglige overrumplingsteknik.
Glem forargelsen
Få kan som Ørnsbo gå ombord i og skamride sproget, så man klukker af fryd. Men er det hele nu også reelt så chokerende, som forfatteren med sin bevidst primitive, ensartet forråede neandertaler-psykologi og underholdende, uregerlige ulækkerheds- og modbydelighedsæstetik lægger op til, at det skal være? Det synes jeg ikke. Den utilpassede provokatør og kværulant Ørnsbo er jo omtrent blevet elskelig med årene. Få har som han kunnet gå i det fordærvede flæsk på tabuerne, punktere myterne med sin giftige pen og flå maskerne af hykleriet. Men det er længe siden, den kulturministerielt kanoniserede forfatter var den uartige dreng, der kunne få omgivelserne i forarget affekt med sit svovlspruttende sortsyn og uopdragne menneskefjendskhed. Måske fordi læseren efterhånden har det som forfatteren selv, da han for mere end ti år siden selv sagde, at »folk tror, det groteske i mine stykker er noget, jeg sidder og finder på. Men der er efterhånden ingen, der kan hamle op med virkeligheden. Den er blevet så speget, ondskabsfuld og indviklet, at det er lettere at gå ud i byen og opleve den end selv at finde på noget«.
