Nyt fra odefabrikken

Nicolaj Stochholm konfronterer i sine nye digte myternes svævende rum med en politisk virkeligheds håndfaste realiteter.

»Odefabrikanten« er nok Nikolaj Stochholms til dato bedste digtsamling. Det militant håndfaste konfronteres med det skrøbelige, uhåndgribelige og svævende, og selv bestemmer forfatteren - eller skal vi kalde ham »odefabrikanten«? - den særlige position mellem myte og virkelighed i en tekst på bagsiden af bogen: »Odefabrikanterne er et rytterfolk, som lever i grænseegnene mellem Elegien, hvor sorgen er smuk og ordnet, og så vores verden«.»Vores verden« forstået som statens og systemernes fælles verden eller virkelighed trænger sig på i Nicolaj Stochholms nye digte, hvor ord som »raketsystem«, »Opsvinget«, »supersonisk«, »Smiley«, »neonationalisme« og »opdatering«, signalerer nogle af de realiteter, som foruroligende præger hverdagene.

Virkningsfuldt klipper Stochholm fra »Jagerbomber og Vejside« til »det flydende/gulv tatoveret med sjælerester/og en hær af sorgløse øjeblikke«. Hvor uafviselig en aktuel - også politisk - virkelighed trænger sig ind på digtene, illustreres indirekte af bogens

noter, hvor Stochholm over flere sider redegører for sin oplevelse af den fjernsynsoptræden af Søren Espersen (DF), der ligger bag digtet »Forstenet hest«.

Nicolaj Stochholms stil har aldrig gjort det let for læserne, og også i »Odefabrikanten« dyrkes det tætpakkede billedsprog, de afsnuppede formuleringer, sætningsbruddene på tværs af linjeskiftene og de indimellem uigennemskuelige referencer. Det fragmentariske, springende og svævende er et karakteristisk træk, og når for eksempel det gode digt »Funky town« indledes med ordene »Vi træder ind i det svævende/rum «, så er det en klar velkomst til Stochholms poetiske univers.

Det i særklasse længste og måske også bedste digt i bogen er »I den hvide by«, hvor minekatastrofens billeder implanteres i den svimlende tekst, hvor det gamle jeg konfronteres med et »gyrojeg«, der har travlt med at orientere sig efter denne verdens hvirvlende rundfart, og hvor tilløbene til humor opleves som en fornyende og velgørende dimension. Som en sand odefabrikant har Nicolaj Stochholm opdateret og udviklet det poetiske produkt.