Nyt fra Bjarne Reuter: Verden holder vejret til jul

Nye julefortællinger handler om krybbespil, mirakler og flygtende nisser.

Bjarne Reuter er aktuel med julefortællingen »Karl og julestjernen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra »Karl og julestjernen«: Lilian Brøgger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Julen som sådan er ikke truet i Bjarne Reuters nye julefortælling, »Karl og julestjernen«. Heller ikke selv om forfatteren sender en byge af problemer ned over de julestressede voksne. Karls mor og far pynter op derhjemme, og Karls største gaveønske ligger klar på loftet, men kirkens krybbespil, hvor han optræder i den vigtige rolle som bagenden på æslet, er i fare.

Jesusbarnet mangler, i det øjeblik kirken fyldes af forventningsfulde tilskuere,og Karl, hvis hår fremstår som »en krydsning mellem et sankthansbål og en limstift«, træder til som mirakelmager og redningsmand.

Et andet sted går han tur med gravide Ullabadulla, hvis barn tilsyneladende nægter at blive født, men så sker et af historiens mirakler, som Lilian Brøgger illustrerer med Karl iført englevinger og lykkeligt spjættende over sneen, der vælter ned og får »verden til at holde vejret og faktisk blev der så stille på Østerbro, at man kunne høre en mand samle på frimærker i Valby«.

»Karl og julestjernen« er både pjanket og poetisk, fuld af pudseløjerlige digressioner og gennemstrømmet at præcise sansninger. En inderligt forsonende, varm og sød historie, som fastholder julens budskab, og fortalt så kærligt og nærværende, som kun ganske få forfattere magter det.

Sødt med sødt på

1800-tallets romantiske julefejring præger Birde Poulsens sødladne illustrationer til en anden ny julebog, Josefine Ottesens »Havenisserne flytter ind«, hvor julen på forfatterens egen håndfaste og velmente måde bliver en del af et budskab om at vise generøsitet over for andre. Historiens fokus er dog ikke julen selv, men konsekvenserne af krig og klimaforandringer.

Fire havenisser må flygte, da deres hjem forsvinder, fordi det store æbletræ vælter i stormen. I haven truer skovskaderne, så havenisserne søger redning indendørs i det store røde hus, men der lurer nye farer i form af sultne katte og dukkehusets forældrepars modstand mod de fremmede og beskidte skabninger. Således mimer historien de genvordigheder, som vor tids flygtninge gennemlever.

Det hele er lige lovlig villet og overtydeligt fortalt, med sødt med sødt på, men dog også spændende for mindre børn. Nissebedstes slutreplik lyder: »Men det jeg er allermest glad for, det er, at vi har fået nye venner«.