Nyt forlag kæmper mod monopolerne

Hans Otto Jørgensen, landbrugsuddannet forfatter og tidligere rektor på Forfatterskolen, vil dæmme op for de store forlags dominans. Det er ikke tilfældigt, at hans nye forlag hedder Gladiator.

BM-Bøger: Forfatter Hans Otto Jørgensen, tidl. rektor forfatterskolen, ejer forlaget Gladiator og bor i Ringkøbing. Fold sammen
Læs mere

»Forlaget kunne ikke hedde andet end Gladiator,« siger Hans Otto Jørgensen.

»Gladiatoren er en slave, som kæmper for sin frihed. Jeg har, længe inden forlaget blev en realitet, tænkt, at jeg ville lave et forlag, der hed Gladiator.«

Forlaget, som forfatteren og den tidligere rektor på Forfatterskolen har etableret sammen med idéhistorikeren Jakob Sandvad, er en frihedskamp. En kamp for at gøre tingene på en anden måde, end man hidtil har gjort i bogbranchen.

Det handler om, at forfatterne skal have en større del af overskuddet, det, der i branchen hedder royalties. Om at rettighederne til bøgerne skal ligge hos forfatterne, ikke hos forlagene. Men også om at gøre op med tanken om, at et manuskript er forfatterens bevingede ord, der ikke må pilles ved, hvorfor forlaget da også bruger meget krudt på redigeringsfasen.

Egentlig var det tanken kun at udgive alternative klassikere, klassikere på kanten, som forlaget kalder de af litteraturhistoriens oversete værker, som de etablerede forlag ikke vil genudgive. Gladiators to første udgivelser var da også Helga Johansens »Hinsides« fra 1900 og Henrik Bjelkes »Hundrede postkort fra Helvede«, der udkom første gang i 1980.

Men forlaget har ændret kurs og satser nu i høj grad på ny dansk litteratur. I torsdags udkom Josefine Klougarts »Om mørke« på Gladiator. Hun har ellers tidligere været på Rosinante. Med forfatteren, der har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris to gange – og i øvrigt får fem stjerner på forsiden af dagens udgave af Bøger for sin nye roman – har det lille forlag fået en af de mest markante yngre stemmer herhjemme om bord. I næste uge udkommer også Jacob Skyggebjergs debutroman, »Vor tids helt«, og til marts kommer blandt andre Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad med bøger på forlaget.

Gladiator ligner i det lys et oprør mod mastodonterne i den danske bogverden. Men det vil Hans Otto Jøgensen nu ikke kalde det.

»Det er bare en anden måde at gøre tingene på. Gyldendal og Rosinante må gøre, som de vil. Så gør vi, som vi vil.«

Når det er sagt, er Hans Otto Jørgensen stærkt kritisk over for den dominerende position, som Danmarks største forlag, som han ser det, har fået. Langt det meste nye danske skønlitteratur kommer enten på Gyldendal eller datterforlaget Rosinante.

»Der bliver færre forlag, og det er næsten et monopol, Gyldendal sidder med. Det tror jeg er farligt for forfatterne. Når det drejer sig om mælkeprodukter, er man forsigtig med monopoler. Det bør man også være, når det gælder litteratur,« siger Hans Otto Jørgensen, der selv blev uddannet inden for landbruget, inden han blev forfatter.

»Jeg tror, der sker noget, der ligner en standardisering af, hvad man skal skrive om, og hvordan man skal skrive det. Faren er, at forfatterne – givetvis ubevidst – retter ind. Forlaget og redaktørerne vil helt sikkert sige, at det ikke er tilfældet, og der er selvfølgelig også en række undtagelser, men alligevel mener jeg, at risikoen er der.« Kan man se det i den nye danske litteratur?»Det er ikke sikkert, man kan se det på forfatternes værker nu, men der er en cirkulation, som er meget lille. Det trænger til, at man tænker på en anden måde. Det er, som om de store forlag har været optaget af digitalisering, af at være med på vognen, når det gælder e-bøger, men ikke har set indad på noget tidspunkt. Hverken i forhold til det redaktionelle arbejde eller forlagshusenes organisering.«

Gladiators kontor ligger på Islands Brygge i København, men jeg møder Hans Otto Jørgensen på Vestjyllands Højskole, ned til Ringkøbing Fjord. Her underviser han på forfatterlinjen, og her bor han. Han er vokset op i Vestjylland, længere nordpå, i Vile ved Salling. Mulden, dyrene og den barske vestjyske natur er også det, der bliver til ord i Hans Otto Jørgensens eget forfatterskab. På højskolen mødte han Jacob Skyggebjerg, som forlaget nu udgiver. Sådan finder han ofte unge talenter. Josefine Klougart opdagede han, da hun var 16 år og gik på Thestrup Højskole, hvor han dengang underviste. Siden havde han hende også på Forfatterskolen, hvor han var rektor fra 2002 til 2009.

Hans Otto Jørgensen og hans kollega har taget Forfatterskolens tilgang til den skabende proces med sig ind på forlaget. Tekster kræver tid, meget mere tid, end de etablerede forlag bruger, mener han.

»Jakob Sandvad har for eksempel siddet 26 tirsdage sammen med Jacob Skyggebjerg. Al den sparring frigør nogle energier, som ellers ikke ville være frigjort. Det er Skyggebjerg, der har skrevet bogen, men han er blevet ansporet på en anden måde ved at have fået så meget sparring. Det er også karakteristisk for Josefine Klougarts bøger, at de er blevet til sådan. Det er vel også derfor, hun ikke synes, hun hører til på Rosinante. Det er ikke dér, hun har fået den sparring, det er hos Jakob Sandvad og mig, også mens hendes bøger udkom på Rosinante,« siger han og tilføjer:

»De store forlag afsætter ikke særlig meget tid til redigeringsfasen, og dér kan man også have en oplevelse af, at man skal passe frygtelig meget på med at gøre for meget ved et manuskript. Men jeg mener, at man skal passe på med at være for berøringsangst i tilblivelsen af et værk.«

Også i forhold til den økonomiske fordelingsnøgle skiller Gladiator sig ud . Hvor forfatterne normalt får 12 til 15 procent i royalties på de store forlag, giver Gladiator dem op til 50 procent.

»Det kan vi sagtens gøre, for vi er ikke et aktieselskab. Vi skal ikke have et kæmpe overskud, og vi har en husleje på 2.500 kr. om måneden,« siger Hans Otto Jørgensen. For ham handler det at have et forlag heller ikke om at spinde guld.

»Det har ikke noget med penge at gøre, det har noget med lidenskab at gøre. At have det sjovt og lave det, man har lyst til. Der er ikke nogle, der kan bestemme over os. Overhovedet ikke. Vi gør fuldstændig, som det passer os.« Hvad er det for en litteratur, der interesserer dig?»Det er litteratur, der udforsker nye områder af vores eksistens, og som måske stiller de ubehagelige spørgsmål eller peger på ubehagelighederne. Det er tydeligt for mig, at der kommer en ny generation af forfattere, som er meget politiske og meget vrede, og som skriver på baggrund af en social indignation, vi ikke så meget til i 1990erne og i begyndelsen af dette årtusinde. Både Asta Olivia Nordenhof, Yahya Hassan og Jacob Skyggebjerg er eksponenter for det. Den litteratur interesserer mig. Jeg interesserer mig ikke for Leif Davidsen og Hanne-Vibeke Holst.«

Han holder en af sine lange tænkepauser og tilføjer så: »Jeg interesserer mig heller ikke for IKEA-møbler.« Men et nicheforlag vil han alligevel ikke kalde Gladiator.

»Vi er et forlag slet og ret. Vi ved ikke noget om, hvor vi ender. Det kan jo være, vi ekspanderer,« siger han.

»Men uden at forfalde til biografier og krimier og underholdning.«