De begynder med virkelighedsgengivelser, der sprogligt er så lavtflyvende, at de faktisk kun ville have fået to stjerner, hvis de var fortsat i samme dur. Men så sker der noget. I dem begge.
I den ene af to nye ungdomsromaner, Conrad Fields’ »Død mand stå«, indfanges læseren først, da hovedpersonen, Sebastian, fængsles. Han er en 17-årige kraftkarl af en gymnasieelev, og han kan være voldelig, når det gælder.
Indledningsvis handler bogen om et klichéagtigt familieliv med omsorgssvigt fra fortravlede forældre, der overlader ansvaret for den retarderede storebror Tomme til Sebastian, og om et kedsommeligt ungdomsliv, som Sebastian pifter op med bilrapserier sammen med vennen Anton og med ture efter piger Sjælland rundt.
Sådan går det lige indtil den fatale aften, hvor alt helt bogstaveligt går i sort i et kulsort kapitel med negativ tekst, hvor Sebastian er indlagt efter en billulykke, der koster Anton livet. Her kommer der ironisk nok liv i sproget og spænding og nerve i handlingen. Som om både presset udefra og Simons skyldfølelse indefra skaber kreativt fokus.
Sebastian indsættes på en sikret institution, hvor de andre kalder ham »Hellerupdrengen« og håner ham for hans boglige interesser. Samtidig ønsker en person uden for institutionen hævn, så kan han stole på nogen af de indsatte?
I sine tidligere romaner, »Minusmand« og »Plusmand«, har Conrad Fields haft behov for at advare og vejlede unge læsere, og en tyk pegefinger optræder da også delvist i sidste del af »Død mand stå«.
Titlen, der er hentet fra børnetrafikremsen »Rød mand stå, grøn mand gå«, henviser til Antons død, men ikke mindst til Tomme, der lirer remsen af ved hvert lyskryds, og til brødrenes rørende forhold. Det holder Sebastian oppe, og det giver romanen et smukt troværdigt skær.
»Ingen kan komme imellem os«
En anden nye ungdomsroman, Johanne Algren og Merlin P. Manns »Bolsjoj«, er original i sin indledningsvise gengivelse af en russisk version af eventyret om Hans og Grete. Måske påvirker netop dét greb forventningerne til historien?
Hovedpersonerne er et 18-årigt balletdansende tvillingepar fra Det Kongelige Teaters Balletskole, der rejser ud til en vigtig konkurrence ved Bolsjoj Teatret i Moskva. Den jeg-fortællende part, Sara, er aldeles overbevist om, at de vil vinde, men hendes bror, Simon, er mere tøvende, og deltager kun, fordi Sara pressede ham til det.
Sara beskriver Simon som naiv, med »et mildt slør over hornhinden« og som en guddommelig danser. »Ingen kan komme imellem os«, er hendes mantra. Men hun bliver klogere.
Historien i »Bolsjoj« præges især i starten af en research, der mere styrer hovedpersonen end omvendt, hvorfor det ender i omstændelige, til tider nedladende opremsninger af fakta. Måske skyldes det Saras behov for at fremstå troværdig?
I hvert fald er tingene ikke helt, som hun fremstiller dem, og hun har heller ikke så meget styr på sin bror, som hun ønsker. Hun tænker konstant i et »vi«, men det forsvinder, da Simon bliver væk i Moskva. Lige inden den afgørende dans.
Netop dansescenerne de to imellem er så blændende beskrevet og fysisk sansede, at partier af Tjajkovskijs ballet »Svanesøen« står levende på nethinden. Det er aldeles formidabelt og faktisk hele romanen værd.
