At være barn i sommerferielandet. At sidde ved aftenbål på stranden. At gå fra ildens varme ned til strandkanten og vaske sandet af hænderne i en kølig dønning. Stemmerne ved bålet, knapt hørbare. Stjernehimlens gåde.
Det kan måske være svært at genkalde sig fornemmelsen, her midt i en kold vinter. Men i tegneserien »Den her sommer« vender det hele tilbage. De canadiske kusiner Jillian og Mariko Tamaki har forenet kræfterne i et mægtigt tegneserieopus, og på trods af sit vældige omfang på over 300 sider kan seriens klassiske »coming-of-age«-historie beskrives i én sætning: Det tolvårige feriebarn Rose forelsker sig i den ældre lokale dreng Duncan.
Rose leger med naboens datter, Windy, begge er under deres hippieforældres mildt repressive opsyn, og Roses børnesværmeri for Duncan, videobutikkens venlige ekspedient, forstyrres kun lidt af, at Duncan faktisk har en jævnaldrende kæreste. For selv om pigerne selvsagt har fået indsigt i seksuallivets fakta af deres liberale forældre, er forholdet mellem kønnene et mysteriefyldt minefelt.
Grundmaterialet i historien er velkendt fra udødelige værker som J.D. Salingers roman »Griberen i rugen«, her er det hele så sømløst smukt og atmosfæremættet som et stykke musik. Der er inspiration fra den del af den japanske tegneserielitteratur, der skyr det actionmættede for i stedet bevidst at neddrosle tempoet til lange kæder af uhørt præcise registreringer af steder og mennesker.
Jillian Tamaki er en mester i at lade fokus vandre over detaljer, som kun en hyperopmærksom pubertetsplaget pige ville lægge mærke til, og de enkle tegninger formidler komplicerede sanseoplevelser, såsom at betragte et kyssende par gennem en halvgennemsigtig vingummibamse, der er strukket tynd som et vindue.
Labyrintisk og følelsesladet
Ét af de mest anerkendte navne i den amerikanske »graphic novel«-bølge, der kombinerer tegneserier med litterære og kunstneriske ambitioner, er Daniel Clowes, der særligt har gjort sig i sørgmodigt-humoristiske taber-fortællinger, som i »Ghostworld«, der blev filmatiseret, og som sammen med Douglas Couplands roman »Generation X« udgør et af fikspunkterne i 90ernes slackergeneration.
Daniels Clowes har en skrabet tegnestil, der efterligner de amerikanske samlebåndsserier fra f.eks. tegneserieforlaget Marvel, mens man i historierne hyppigt kan spore en næsten fetichistisk længsel efter popkulturens gyldne æra i 1950erne og 1960erne - med rock’n’roll helte og beatforfattere, bikubefrisurer og strålepistoler.
Fortid og fremtid blander sig også i Clowes´ nyeste epos, »Patience«, som Aben Maler som det første forlag i verden har fået lov til at udgive.
»Patience« ligner ved første øjekast Clowes’ forrige album, »Wilson«, i sin skildring af en almindelig mand, men hvor dén serie eksperimenterede vildt og blandt andet skiftede genre midtvejs i historien, er »Patience« stilren i stregen, omend besynderlig i sin Paul Auster-agtige handling: Et ungt par skal være forældre, og lykken er total, indtil han pludselig finder hende myrdet. I de næste mange år lever han kun for finde morderen. Det er dog først, da han får en mirakuløs mulighed for at rejse tilbage i tiden, at gåden om hendes død bliver løftet.
»Patience« er labyrintisk og følelsesladet. Og logisk tilfredsstillende - med alle sine krøllede dimensionssprængninger.
