Ny novelle vækker Karen Blixen til live

Janne Tellers fortættede novelle spejler Karen Blixens savn af Denys Finch Hatton og minder om kunstens evne til at fastholde fortiden.

ARKIVFOTO. I »Afrikanske veje« er der både dramatik og desperation samt lette, broderede gardiner, da et dansk ægtepar besøger Karen Blixens farm i Kenya. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ivar Faurskov Myrhøj
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ingen ende på Karen Blixens fascinationskraft. Hun skrev med tabet som erfaring. Og det er denne erkendelse – at kunsten kan fastholde det tabte – der nu kaster et Karen Blixen-karakteristisk månelys ind over Janne Tellers store novelle »Afrikanske veje«.

Den danske forfatter Janne Teller (født 1964) med den østrigsk/tyske familiebaggrund har blandt andet boet i Mozambique og Tanzania og lever i dag i New York. Blandt hendes udgivelser er den eksistentielle ungdomsroman »Intet« (2000), der nærmest har fået nyklassikerstatus, og romanerne »Kattens tramp« (2004) og »Kom« (2008).

Her i »Afrikanske veje« er der både dramatik, desperation og skrivemaskine med »stikkende følehornstaster« samt lette, broderede gardiner, da et dansk ægtepar besøger Karen Blixens farm i Kenya. Den kvindelige journalist, som skal skrive om forholdene i Afrika, har et vaklende forhold til sin kønne mand Paul, der er skuespiller og kronisk utro. Hun har som ung boet i Afrika og været gift med en borgerretsforkæmper, der blev tortureret og dræbt i 1992. Paul, der ikke kender historien og er nervøs over at opholde sig i Afrika – »alle hvide mænd er bange for Afrika«– flirter med den unge, kvindelige museumsomviser med den perfekt kurvede »kokosnøddehofte«. Den kvindelige journalist flirter på sin side jaloux med tanken om en drastisk handling, men lader tankerne køre tilbage i erindringen i en let stammende rytme, der afspejler kørsel på bumpede veje, hvor enkelte ord må gentages for at holde tråden.

Det giver en særlig rytme i fortællingen, hvor det fortrængte dukker kvalmende op til overfladen. Man sidder med en let køresyge og læser bogen, som er trykt med jordbrune typer og omslag og på en led, der giver fornemmelse af journalistblok. Novellen rummer beskrivelse af den kvindelige hovedpersons smertefulde erkendelse og bekendelse af det fortrængte. »Man kan ikke forklare Afrika«, som det hedder et sted i novellen, men oplevelser i Afrika kan tilsyneladende være en nøgle til personlig erkendelse.

Det nyskabende sprog i novellen optræder særlig i beskrivelsen af den sanselige unge kvinde på museet, hvis krop er »perfekt flammekurvet«. Med sammenkædningen af den vanskelige erkendelse og det sanseligt eksperimenterende sprog kommer læseren tættere på den kvindelige journalists tankeprocesser, der ligger i grænselandet mellem bevidst og ubevidst. Det er ganske fint fremstillet. Novellen rummer et fængende spil mellem oplevelserne i øjeblikket og erindringen. Nutiden ses i et større perspektiv. Men man ville også ønske, at der var meget mere.

For ganske vist ligger en del af Janne Tellers styrke i det fortættede udtryk med den underliggende dramatik, men der er en atmosfære af desperation og savn, som dels bringer Karen Blixens tab af den elskede Denys Finch Hatton i erindring, dels giver læseren lyst til at kende flere sider af den kvindelige journalist. Historien spejler Karen Blixens tab, som det hedder et sted i Tellers »Afrikanske veje«: »Karen Blixen og den eviggjorte drøm om en mand, der måske, måske ikke længere elskede hende, da hans fly faldt«. Man når at fornemme frygten, desperationen og indsigten samt inspirationen fra Blixen, men novellen stopper brat. Nu var man ellers lige kommet ind i rytmen og havde fået glimt af kunstens evne til at trække tråde mellem mellem fortid og nutid og fastholde det tabte.

Forfatter: Janne Teller

Titel: Afrikanske veje

Sider: 85

Pris: 188 kr.

Forlag: Brøndum