En anmelders fornemste opgave er alene at anmelde bogen og på bogens præmisser. Men når forfatteren hedder Manu Sareen, nyvalgt medlem af Folketinget for de Radikale og i dag nyudnævnt kirke- og ligestillingsminister i den nye S-R-SF-regering , der i sin valgkamp brugte slogans som »Ord skaber virkelighed« og »Børn er vores allervigtigste ressource«, er han svær at komme udenom. Forfatteren får som politiker nu mulighed for at påvirke Iqbals og andre nørrebroeres virkelighed. Hvis det sker, vil han så fremover ændre bøgernes heftige jap til politikeres gøren og laden? I »Iqbal Farooq på Bornholm«, i serien om drengen med den indiske baggrund, gøres der tykt grin med f.eks. Løkkes 2020-plan, og bogens statsminister er tilmed villig til at sælge Danmark til et par hovedrige tyskere.
Sareens specialitet er ellers plat lavkomik, hvinende ironi, originale replikker, sproglig opfindsomhed, f.eks. »Flet nu næbbet«, og forfriskende respektløshed over for alt. Sagen er denne gang, at Iqbals skole opkøbes af tyske von Zwetllerswein Genhundden, ifølge kommunen pga. af »nulvækst«. Ud ryger frihed og ind skoleuniformer, lusetjek og rigide regler. Gehundden og hans bror vil opkøbe hele Danmark, men Grundloven spænder ben for projektet. Ergo stjæles Grundloven.
Mens Sareen indfletter emner fra den politiske arena som somaliske pirater, grænsebomme, brug af billig, udenlandsk arbejdskraft, grænsen for kriminel lavalder og Grundlovens betydning og hænger især politiske mediekommentatorer ud (en hedder Tom Luft), hopper Iqbal med på onkel Rafigs, »den totalt hjernelamme gangsters«, plan om at fragte »økologisk grønt« mellem to grupper somaliere. Det ville Iqbal normalt aldrig gøre, men et intenst ønske om at købe skolen tilbage, får ham til det.
Det grønne er khat. Og konsekvensen er bilflugt, dynamiteksplosioner, panserværnsraketaffyringer. Iqbal genfinder tilfældigvis Grundloven hos tyskerne, så til sidst er der atter ro over Nørrebro og Danmark. Hvorfor Bornholm skulle indblandes, står uklart, kun silderetten Sol over Gudhjem præsenteres - med afsky. Det hele er lidt mindre sindssygt grassatløbende end før, men Iqbal er stadig sjov læsning. 
