Hypet hacker og heltinde.
Der skal noget nær en salandersk fandenivoldskhed til for at turde komme tromlende som en genoplivet stjerne ind i bogmarkedets skarpe rampelys, akkompagneret af et kæmpe PR-orkesters hidsige hype og et kor af dybe ophavskontroverser. Skarpe projektører kan få selv de mest intense nuancer til at blegne og selv de svageste skygger til at træde dybe og dystre frem.
Men den svenske journalist og forfatter David Lagercrantz’ fortsættelse af afdøde Stieg Larssons Millennium-trilogi klarer sin scenedebut med æren i behold og en nogenlunde anstændig klapsalve. ”Det der ikke slår os ihjel” er en lidt mere en gennemsnitlig god krimi, men så heller ikke mere. Godt nok er historien strammere komponeret med færre for plottet uvedkommende scener end i forgængerne, men figurerne er i de fleste tilfælde stereotype, mange af dialogerne er floskelfyldte, og samlet set er den mindre sexet end de forrige.
Lagercrantz har langt hen ad vejen holdt sig til rammerne fra de tre første bøger med samme kapitelopbygning, samme dobbeltsidige plot med både det private og det samfundsrelevante og i stort set samme univers. Men hvor journalisten Mikael Blomkvist tidligere havde hovedrollen, er fokus nu skiftet til den autistiske, goth-lignende og fandenivoldske hacker Lisbeth Salander, der dermed får lov at folde sig en anelse mere ud, men som måske også dermed mister noget af sin introverte charme.
Bogens temaer er overvågning og spionage, tavshed og tale, og historien indledes med, at den anerkendte professor i kunstig intelligens Frans Balder vender hjem fra et vellønnet job i USA for at hellige sig sin autistiske og ikke-talende otte-årige søn. Drengen har det tydeligvis skidt hos sin afdankede og depressive skuespillermor og dennes alkoholiserede og voldelige mand, og selv om den distræte professorfar tidligere har fået frataget forældreretten over drengen, tager han ham med hjem og sætter gang i en større udredning af sønnens evner og potentialer – der senere viser sig at være overraskende værdifulde.
Frans Balder har imidlertid også andre årsager til at vænne tilbage til Sverige. Hans forskningsresultater i kunstig intelligens er eftertragtede, ikke mindst af folk der kan misbruge den, og han sidder desuden inde med farlig viden om sin tidligere arbejdsplads og den amerikanske efterretningstjeneste. En sen novemberaften ringer han derfor til Mikael Blomkvist, der lettere modstræbende tager ud til professoren – ikke så meget lokket af et potentielt journalistisk scoop, mere fordi Blomkvist har opsnappet, at Balder har kontakt med Salander, som Blomkvist ikke har set længe.
Blomkvist er i det hele taget i krise. Han savner sin unge hackerveninde, og han overvejer helt at droppe journalistikken, efter at bladet Millennium har fået nye og bundlinjeorienterede ejere. Salander er gået mere eller mindre under jorden og har gang i et større hackerangreb på den amerikanske efterretningstjeneste NSA. Det er en risikabel og tilsyneladende formålsløs operation, men den (stadig) unge og rastløse kvinde gør ikke noget uden grund, og det skal vise sig, at industrispionage, international overvågning og korruption er en del af den pakke, hun er i gang med at åbne via sine computerstyrede trojanske heste.
Farlig viden kan koste dyrt, og da ukendte gerningsmænd slår først én, så flere personer ihjel, vækkes Blomkvists journalistiske snushane-gen omsider. I kulissen spøger også relationer fra Lisbeth Salanders dramatiske fortid, og efterhånden bliver det farligt for bl.a. hende og den autistiske dreng.
Ligesom Blomkvist er lidt længe om at komme i omdrejninger, tager Lagercrantz også et længere tilløb, inden historien kommer op i fart. Man skal igennem en del banale refleksioner og dialoger, det er ikke her, Lagercrantz er stærkest, og teksten tynges unødigt af lidt for mange fyld-ord så som ’bare’, ’så’, selvfølgelig’, ’nærmest’ osv. Persontegningen af særligt bipersonerne er heller ikke voldsomt nuanceret – de gode er gode, de onde er onde, og man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvem man skal holde med og ikke holde med.
Men så ruller det til gengæld, og Lagercrantz udfolder sit plot på god (og strammere end) larssonsk vis, hvor personlige og samfundsmæssige konflikter flettes ind i hinanden. ”Det der ikke slår os ihjel” står på skuldrene af de forrige bøger, uden dem ville den ikke skille sig ud fra mængden, og Lagercrantz har hermed fået skrevet sig ind på Salander, så mon ikke eventuelle fremtidige bind får mere krop og kant?
Titel: Det der ikke slår os ihjel.
Forfatter: David Lagercrantz.
Oversættelse: Agnete Dorph Stjernfelt.
Sider: 470. Pris: 300 kr.
Forlag: Modtryk.
