Ny krimi har droner som tema

Søskendeparret Hammer er tilbage med en velkomponeret krimi om endnu et samfundsrelevant og aktuelt emne: Overvågning, droner og omsiggribende krænkelser af privatlivets fred.

Lotte og Søren Hammer leverer et stærkt plot, men læseren må affinde sig med flere ting, der holder krimien tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Robin Skjoldborg

Når det inden for nær fremtid vil være muligt – økonomisk og praktisk – at enhver anskaffer sig en miniature-drone som endnu en hverdags-adspredende gadget, vil den allerede allestedsnærværende digitale overvågning øges i ukendt omfang.

Efterretningstjenester, arbejdsgivere, venner og fjender vil kunne sende et lille flyvende kamera ind i vores stuer og filme os i de mest private situationer, og vi vil i princippet ikke kunne føle os i ly for omverdenens snagende blikke på noget tidspunkt.

Det er temaet i søskendeparret Hammers nye velkomponerede krimi, »Elskede Heidi«.

Som tidligere tager forfatterne greb om et samfundsaktuelt og rimeligvis debatskabende emne, og på fin vis får de sat det ind i et godt tænkt plot med masser af god spænding og gedigen underholdning.

Handlingen begynder dog et helt andet sted, nemlig i en udflytterbørnehave i en skov i Kokkedal, hvorfra en fireårig pige forsvinder sporløst. Få dage senere findes hun hængt i en elevatorskakt i et højhus på Bellahøj. Omtrent samtidig forsvinder en teenagepige på vej hjem fra håndbold, og man er hurtigt klar over, at de to sager har forbindelse til hinanden. Begge pigers forældre er politibetjente, den lille piges bedstefar er sågar vicerigspolitichef, og frygten blandt etatens ansatte og deres pårørende er derfor til at tage og føle på. Nogen er ude efter politiet.

Ikke for småbørn

Chefkriminalinspektør Konrad Simonsen påtager sig modvilligt sagen, der ikke blot ender med at få personlige konsekvenser for ham, men som også påvirker hele hans afdeling. Den eller de, der står bag forbrydelserne, stopper nemlig ikke der – inden længe er en midaldrende mandlig betjent og en yngre kvindelig blevet skudt og dræbt på klos hold, en højtstående ansat er blevet forgiftet og andre er åbenlyst truet.

Konrad Simonsen og hans folk bliver klar over, at der bruges fagre nye opfindelser i angrebene på politiet, da man finder resterne af en meget lille drone på et af gerningsstederne. Og han får syn for sagn, da han over Skype inviteres til at overvære sin intetanende datters og svigersøns samleje og bebudede snarlig død. Det er ikke for småbørn.

Hammer-parret er ikke de mest sofistikerede stilister, men de kan deres håndværk, og »Elskede Heidi« er muligvis den bedste af deres nu seks bind om Konrad Simonsen og hans stab. Anslag og tempo er effektivt, og de værste sproglige skavanker, personpsykologiske banaliteter, og handlingsmæssige kortslutninger, der ikke mindst tyngede den forrige bog, er ryddet af vejen.

Forfatterne skriver med et samfundsengagement, der er sympatisk, og deres plot er stort set så ligetil og lydefrit, at det let kunne omsættes til det hvide lærred. Og så må man som læser affinde sig med en lidt for alvidende og indimellem anstrengt konkluderende fortællerstemme, et lidt svingende fokus på detaljen og lidt for mange unuancerede, klichéfyldte figurer.

Titel: Elskede Heidi. Forfattere: Lotte og Søren Hammer. Sider: 432. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal