Med »Veje til Nidaros« har Jørgen Johansen afsluttet sin trilogi om europæiske pilgrimsveje. Første del førte os ad den ældgamle Via Francigena, den franske vej, fra Kanalkysten til Rom med apostlene Peter og Paulus’ grave, anden del til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien med de jordiske rester af Skt. Jakob, Kristi broder. Nu går vejen mod nord, til Trondheim, eller som byen engang hed, Nidaros, hvor pilgrimmene søgte domkirken med den norske kongehelgen Olav den Helliges grav.

Pilgrimsvejene er en del af vores historie, der har fået nyt liv. Uden nødvendigvis at have et religiøst engagement har mange i de senere år vandret i pilgrimmenes spor, og de moderne pilgrimmes motiver er sikkert forskellige, men ønsket om at komme ned i tempo og komme på afstand af omstillingsparathed og andre nutidige plager spiller sikkert en rolle.

Europæiske kulturveje

De fleste af Europas gamle veje er i dag bortnivellerede, skjult under asfalt, eller reduceret til småstumper som den jyske hærvej. Men i mange tilfælde er nye cykel- og vandrestier anlagt langs de gamle ruter, og i 2010 blev netværket af såkaldte Olavsveje i Skandinavien udpeget til europæisk kulturvej i lighed med caminoen til Santiago de Compostela og Via Francigena. Den slags kåringer er selvfølgelig en håndsretning til turistindustrien, men rent pop er det ikke. Europæisk kultur har mange rødder, og pilgrimmene var i høj grad med til at skabe og forme Europa.

Middelalderens pilgrimme var sjældent ensomme rejsende, en fyrste på pilgrimsfærd kunne have et følge på flere tusinde personer. Det stillede krav til logistikken, de mange mennesker skulle spise og have et sted at sove. Langs pilgrimsruterne skød kroerne op, også klostre drev herbergsvirksomhed. Det kunne betale sig, en række af Europas største og rigeste klostre finder vi langs de gamle pilgrimsveje. Efter pilgrimmene fulgte købmændene, markeder, og byer klistrede sig fast i pilgrimssporene. De fromme rejsende satte gang i økonomien.

Adskillige veje fører til Trondheim

Alle veje fører til Rom er et middelalderligt mundheld. Men adskillige veje førte også til Trondheim med domkirken og Olav den helliges grav. Jørgen Johansen fører os sikkert ad dem alle, vi forcerer Dovre, men kommer også op langs kysten, hvor vi bl.a. bliver præsenteret for de fascinerende klosterruiner på øen Selja. Der bliver også tid til en tur ind til stavkirkerne inderst i Sognefjorden. Naturligvis passerer vi også Stiklestad, hvor Olav faldt i 1030. Olav kom østfra over Jämtlandsfjeldene, da han forsøgte at generobre sit rige, det samme gjorde nordisk middelalders måske mest betydningsfulde religiøse personlighed, den hellige Birgitta, da hun godt 300 år senere besøgte helgenens grav i den på det tidspunkt nyopførte gotiske domkirke, Nordens største. Olavkulten var ikke kun knyttet til Trondheim og Norge. Han var populær i hele Norden. I Københavns skånske baghave, 100 km fra Rådhuspladsen, finder vi St. Olofs kyrka, der i katolsk (og dansk) tid var et centrum for dyrkelsen af Skt. Olav med stor betydning for den lokale økonomi.

Med sine rejser i pilgrimmenes spor har Jørgen Johansen pustet liv i den kulturhistoriske rejse som litterær genre. Det er en vanskelig disciplin, der let bliver til en uinteressant opremsning af kirker, borge og naturscenerier, tilsat lidt almindelig sniksnak. Men ikke hos Jørgen Johansen. Han formår at knytte det hele sammen i et meningsfyldt mønster og gør os klogere på vores identitet og kultur. Til bogens charme hører også en række usædvanligt gode fotografier, mange er forfatterens egne. Billeder og tekst arbejder fint sammen. Den, der ikke selv vandrer, kommer med Jørgen Johansens bog alligevel med på turen.

Steffen Heiberg er forfatter og fhv. forskningschef, Frederiksborgmuseet.

Titel: Veje til Nidaros. Pilgrimsspor gennem Danmark, Sverige og Norge.

Forfatter: Jørgen Johansen.

Sider: 248. Pris: 299,95 kr.

Forlag: Gyldendal.