Søndagsfrokosten venter, snapsen er lagt på køl, og sangstemmerne er måske ligefrem smurt: »Haps, haps, haps/nu skal vi ha' snaps«.
Sommerfrokoster, påskefrokoster, pinsefrokoster, julefrokoster, søndagsfamiliefrokoster eller måske bare en almindelig hverdagsfrokost på en god frokostrestaurant! Snapsen er en del af serveringen, og hvem minder os så vellystigt om det som Johannes V. Jensen med sit digt »Ved frokosten«: »Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen,/som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske./Se den spiller, den ler klart,/jeg holder den op som en stor levende Diamant,/Kornbrændevin, kort sagt, Danmark!«
Indtagelsen af Danmarks nationalspiritus, snapsen, har sine ritualer, og det nærmest uoverskuelige antal snapseviser er bare et af de folkelige udtryk for snapsens, akvavittens eller brændevinens selvskrevne plads på de danske traditioners store buffetbord. At netop snapsen er en af de institutioner, der også fortsat kan samle Norden, har Halfdan Rasmussen smukt sat på formel med en brændevinssang:
»I Sverrig la'r man Helan gå,/Når man skal supa sammen -/I Norge må de fulde stå/Og holde sig til Drammen/I Danmark drikker vi om kaps/Med hullerne i jorden./Så lad os supa dram og snaps/Og samle hele Norden«.
Klar til servering
Frokosten er klar til servering, men hvilken snaps skal følge silden, æggene, lammerullepølsen og osten? Skal det være Brøndum, Rød Aalborg, Harald Jensen eller snarere Lysholm Linie Aquavit, Bommerlunder eller måske endnu mere eksotisk Schumachers Esrum Kloster eller Norsk Lutefisk Akevit? Mulighederne er mange flere, end de fleste går rundt og forestiller sig, og her melder »Bogen om snaps« sig nu med kvalificeret hjælp.
Et af afsnittene i Jens Tholstrup og Mia Davidsens bog er en imponerende snapseguide med gennemgang af langt over hundrede korn- eller kartoffelbaserede snapse fra Norden, og afsnittet med den detaljerede gennemgang af dufte, smagsnuancer og lokale særpræg dementerer enhver forestilling om, at en snaps bare er en snaps.
Ved siden af snapseguiden rummer »Bogen om snaps« en samling smørrebrødsopskrifter ved Mia Davidsen og et historisk afsnit, som Jens Tholstrup står for. Lidt overraskende er det da, at den nordiske brændevinshistorie - i hvert tilfælde den dokumenterede historie - begynder med krudtfremstilling. Men mens krudt vædet med vand ikke kunne antændes, så gik det straks bedre, når alkoholprocenten var tilstrækkelig høj.
Senere overtog apotekerne og alkymisterne brændevinen, og både mod pest og gigt, hovedpine og ondt i maven blev snapsen anbefalet. Også en kirkelig velsignelse kunne de stærke dråber indkassere. Peder Palladius, Sjællands første protestantiske biskop, er ikke i tvivl: »Djævelen skikker os så mange onde stunder til, vi må vel stjæle os en glad stund til og drikke en skål med hverandre.«
Almuens hang
I 1700-tallet tog brænderiet for alvor fart, og Holbergs Jeppe kan personificere den danske almues hang til brændevin og en mulig flugt fra hverdagens hårde realiteter: »Folk siger vel, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker ...«
I 1800-tallet blev fremstillingen af snaps sat i system, og udviklingen førte efterhånden frem til etableringen af De Danske Spritfabrikker og 1900-tallets monopollignende tilstande. Først i 1973 blev det igen muligt for andre virksomheder at fremstille sprit i Danmark, og grunden blev lagt til det nuværende brogede billede på snapsemarkedet.
Med 1800-tallet så også de forskellige afholdsbevægelser dagens lys, men det er nu ikke den del af historien - så spændende den ellers er - som interesserer Jens Tholstrup mest. Så lad afholdstankerne hvile og den folkelige afholdsbevægelse takke af, og lad i den gode frokosts navn Johannes V. Jensen få de sidste ord med slutlinjerne fra »Ved frokosten«:
»Snapsen er kold, sød, stærk og brændende .../Skaal!«
