Nu er Sakses sten på papir

Fortiden præsenterer sig smukt i et nyt, stort værk, der samler gammel og ny viden om vikingernes skriftsprog og de runesten, de skrev det på.

Sjörupstenen blev rejst i det sydlige Skåne i 980erne med teksten »Sakse satte denne sten efter Asbjørn sin fælle, Tokes søn. Han flygtede ikke ved Uppsala, men kæmpede så længe han havde våben«. Foto fra bogen: Roberto Fortuna Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er godt 260 runesten på gammelt dansk område. De dækker perioden fra 700-tallet til 1100-tallet, altså det vi kalder vikinge­tiden.

Nu har runespecialisten Lisbeth M. Imer og fotografen Roberto Fortuna rejst rundt i gammelt dansk land for at beskrive og fotografere dem allesammen, og resultatet er blevet den både ambitiøse og smukt formidlede bog »Danmarks Runesten. En fortælling«.

 

Det er Lisbeth M. Imers budskab, at runestenene siger mere om vikingetiden, end vi umiddelbart tror. Hvis man fortolker dem ind i samtidens hændelser, kan man få fint udbytte af de ofte kortfattede og kryptiske budskaber, påpeger Lisbeth M. Imer.

Hun nævner som eksempel en runesten fra Skåne fra 980erne, hvor der står »Sakse satte denne sten efter Asbjørn sin fælle, Tokes søn. Han flygtede ikke ved Uppsala, men kæmpede så længe han havde våben«.

Slaget ved Uppsala må have været dramatisk, og det lyder som et gevaldigt nederlag for Asbjørn og hans kampfæller. Man ved også, at der i Hällestad i Sverige er rejst tre runesten over krigere, der kan knyttes til samme slag. Nogle forskere mener, at dette slag kan have forbindelse med Harald Blåtands erobring af dele af Skåne omkring 980.

Det var lettere at riste runen end at læse den

Runerne er de eneste kilder, vi har, hvor vikingerne taler direkte til os, for de islandske sagaer er skrevet efter 1100-tallet og handler om hændelser, der var foregået flere århundreder før.

Man ved ikke hvor mange mennesker, der kunne riste og tyde runer i vikingetiden, men der er kun 16 tegn i runealfabetet, og det betød, at det var forholdsvist let at riste en rune, men sværere at tyde teksten.

Desværre har vi ikke fra vikingetiden runer på metal, træ eller ben, så runestenene er vore eneste skriftlige kilder fra vikingetiden, og Lisbeth M. Imer rejser spørgsmålet, om runestenene er udtryk for en hedensk eller kristen verden, idet de ældste runesten er fra 700-tallet, hvor danerne ikke var kristne.

Hovedparten af runestenene er dog fra efter cirka 970, hvor kristendommen var indført, så de fleste af vore runesten blev lavet i en kristen verden. Efter kristendommens indførelse var det almindeligt, at runeristeren anvendte små kryds eller kors som skille­tegn i stedet for små punkter, hvilket også er en måde at datere stenene på.

Langt de fleste runesten er fundet fjernt fra de steder, hvor de oprindeligt var placeret. De stod som regel ved gravhøje, vejforløb og centrale pladser, men i middelalderen blev de ofte brugt til f.eks. kirkebygninger, og en del sten er fundet i forbindelse med kirker og står der endnu.

Flere af de danske runesten er også fundet som en del af imponerende skibssætninger, der nu kun er delvist bevaret. Ved Glavendrup på Nordfyn er en 60 meter lang skibssætning bevaret, hvor en stor runesten troner.

Generelt blev runesten rejst i det område, hvor der blev talt nordisk, og som senere blev til Danmark, Norge og Sverige. I Sverige er der fundet mere end et par tusinde sten, så det er Lisbeth M. Imers vurdering, at der også har været langt flere i Danmark end de 260, man kender i dag.

Hvad var så formålet med stenene? Lisbeth M. Imer mener, at de var med til at fastholde og styrke familiens ære, omdømme og forbindelse til andre slægter. De udtrykte også en bestræbelse på at fastholde samfundets fælles hukommelse, og de blev rejst på steder, som allerede var kendte forsamlingssteder.

Det evige minde

Årsagen til ristning af en runesten var næsten altid et dødsfald, hvor man mindedes den døde for evigt, hvilket da også siges direkte på flere sten.

Som regel var det et familiemedlem eller krigsfælle, der rejste stenen over den afdøde, men i tilfældet Tillitsestenen fra Lolland rejste Eskil den over sig selv med runeindskriften: »Eskil Sulkesøn lod denne sten rejse efter sig selv. Altid vil stande, mens stenen lever, denne mindeskrift, som Eskild gjorde. Krist og Sankt Mikael hjælpe hans sjæl«.

Det sprog, man anvendte, var et andet end vor tids dansk, men vikingerne selv kaldte det for »dansk tunge«.

Nutidens nordiske sprog har rod i vikingernes sprog, og mange navne, stednavne og ord hedder i dag det samme som i vikingetiden, men meget er også ændret og gledet ud af sproget. Lisbeth M. Imer giver en meget pædagogisk forklaring på vikingesproget og dets alfabet, futhark.

Der var i øvrigt stor forskel på kvaliteten af runer og på, hvor godt runeristeren beherskede sproget. Nogle runesten – f.eks. den store Jellingesten – er fornemt udformede, mens andre virker amatøragtige.

Flere af 900-tallets runesten er fundet i forbindelse med store skibssætninger. Her er det den næsten 60 meter lange skibssætning ved Glavendrup på Fyn. Foto fra bogen: Roberto Fortuna Fold sammen
Læs mere

Således er Tirstedstenen et amatør­arbejde og Lisbeth M. Imer afviser ikke, at flere runeristere måske ligefrem har været analfabeter, der nok kunne riste en rune, men ikke anede, hvad der betød. Ja i nogle tilfælde er det det rene runevolapyk, der står.

Tirstedstenen kan dog tydes som: »Asråd og Hilung rejste denne sten efter Frede, deres frænde, men han var da mændenes skræk (?) og han fandt døden i Svitjod (Sverige) og var først (?) i Friggis (?) skare (?) derefter (?) alle vikinger.«

Her er der ikke anvendt skilletegn for at markere et nyt ord, hvilket gør læsningen svær. I andre tilfælde ser man en fejlfri tekst men elendigt udført ornamentik. Det gælder for eksempel Sporup-stenen ved Aarhus.

Lisbeth M. Imer tror ikke, at de danske runeristere var en professionel faggruppe ligesom i Sverige, og runeristerne blev som regel ikke omtalt på runerne.

Kun på 16 sten er runeristerens navn anført, og ikke ét af disse navne går igen på andre sten. Forfatteren argumenterer for, at runeristerne i Danmark stod i nært forhold til familien, der ønskede at sætte stenen efter en afdød. Konklusionen er, at runeristning ikke var et professionelt erhverv i Danmark.

Sten i farver

Hvorfor er runerne som regel skrevet lodret og ikke vandret? Lisbeth M. Imer vælger en funktionel forklaring: At der så var bedre plads til teksten, men formålet var måske også at gøre teksten mere monumental. Var der farve på stenene? Ja, mener forfatteren, de har været malet i stærke farver. Der er fundet farverester på to runesten, men selvfølgelig er alle spor af farve på andre sten forsvundet.

Flere svenske fund viser også spor af farve, og på en sten fra Södermanland siges det direkte i teksten: »Asbjørn ristede og Ulf malede«. En anden sten, også fra Södermanland, siger: »Her skal stande disse stene, røde af runer, rejste dem Gudløg efter sine sønner og Hjalmløg efter sine brødre«.

Og Jellingestenene: Dem gør bogen selvfølgelig noget særligt ud af. Den store Jellinge­sten er nok verden største runesten, og den har taget lang tid at lave. Harald Blåtand har sikkert valgt stenen, fordi den var så stor.

Den berejste sten fra Øster Løgum

En del af den nye bog om runestenen fortæller om deres omskiftelige liv. Mange blev flyttet rundt, og Øster Løgum-stenen er nok den, som har rejst mest.

Den stod oprindelig ved Hærvejen og bar blot runeskriften »Hærulv«. Den blev omtalt i 1592, men i 1864 efter nederlaget til Tyskland, blev den ført til slottet Dreilinden i Potsdam af en tysk prins. Herfra vendte den i 1951 tilbage og er nu opstillet nær den oprindelige placering. Navnet »Hærulv« var en måde at angive slægtsskab på i en tidlig periode, hvor efternavne endnu ikke var opfundet.

Der var også kvinder, der rejste sten over afdøde. Vi kender til Ragnhild, der rejste flere sten, og til Asfrid, der rejste to sten. På Hedeby 4-stenen står, at »Asfrid gjorde disse kumler. Odinkars datter, efter Kong Sigtyg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne.« Det er første gang, ordet konge bruges på en runesten. Vi kender godt Gnupa, for historieskriveren Widukind, der var en tysk munk, skrev, at den tyske konge Henrik I besejrede danerne i 934. Henrik gjorde dem skatteskyldige – hvad vi sandelig har været lige siden – og undertvang danernes konge, Gnupa, der lod sig døbe. Måske skal man se runestenen som Asfrids forsøg på at beholde magten i slægtens hænder, selv om Gnupa altså havde lidt nederlag.

Som man kan forstå, er Lisbeth M. Imers og Roberto Fortunas bog en omfattende gennemgang af danske runesten, hvor en mængde aspekter er belyst.

Denne anmelder kan ikke gennemskue de videnskabelige uenigheder om runeteksterne, fordi han ikke kan runer, men det er et fornemt formidlet værk, hvor forfatterens kyndighed viser sig med al tydelighed, og hvor runestenenes baggrund og funktion fortælles i et klart og enkelt sprog.

Roberto Fortunas fotografier er gennemgående glimrende og flotte, men i nogle tilfælde noget teatralske i opsætningen. Her vil puritanere måske stå af.

Runer-bogforside Fold sammen
Læs mere

Titel: Danmarks Runesten. En fortælling

Forfatter: Lisbeth M. Imer.

Fotograf: Roberto Fortuna.

Sider: 368.

Pris: 350.

Forlag: National­museet. Gyldendal.