»Jeg havde allerede læst mange af hans tekster, og så meget vidste jeg: Dem kunne jeg ikke hjælpe ham med. De var meget bedre end noget af det, jeg havde skrevet.«
Sådan skriver Karl Ove Knausgård i femte bind af »Min kamp«, og det er Tore Renberg, det handler om. De to mødte hinanden som unge i Bergen, og mens Knausgård fik afslag på afslag fra forlagene, var den fire år yngre Renberg allerede debuteret og skrev med en selvfølgelig, fritflydende pen.
En stjerne var født, og først meget senere kom Knausgård til at lyse stærkere på den litterære himmel. Det betyder nu ikke, at Renberg er gået i stå på hverken det udgivelsesmæssige eller kunstneriske plan. Romanen »Vi ses i morgen« er således den 21. udgivelse fra den 41-årige forfatter, der både har gjort sig i kortprosa, børnebøger, manuskripter og altså også romaner. Til de sidste hører serien om Jarle Klepps liv og levned, der er et hovedværk i nyere norsk litteratur og skrevet i et fint registrerende sprog og med alvor, humor og psykologisk indsigt.
Med »Vi ses i morgen« har Renberg påbegyndt endnu et ambitiøst værk, og murstensromanen er blot bind ét af fem, der udkommer de næste år. Her møder læseren et omfattende galleri af karakterer, der over tre dage krydser ind og ud af hinandens liv i den stenrige olieby Stavanger.
Det er dog ikke et miljø spækket med direktører, luksus og guldkort, men mennesker i økonomisk uføre, kriminelle og unge, der enten bor hjemme eller er anbragt.
Pål hedder manden, hvorom de fleste andre karakterer kredser. Han er en fraskilt familiefar, som døjer med en millionstor spillegæld og derfor beder en lokal bande om hjælp. De tilbyder at slå ham til lirekassemand og tømme hans hus for værdier, så han siden kan score forsikringspræmien.
Det er bandelederen, den svært overvægtige Jan Inge, der disker op med denne »brancheklassiker«, og hans ADHD-speedede håndlanger Rudi synes, det er en rasende god ide, mens hans kæreste Cecilie bare ser passivt til. Sådan som hun har gjort det siden årene, hvor hun var det gratis knald, banden tilbød deres kunder.
En anden karakter er den utilpassede, men smukke Daniel William, som både den døve Veronika og den kristne Sandra er forelsket i. Og jeg kunne bruge meget mere plads på at beskrive forbindelserne mellem de 10 karakterer, men vil nøjes med at konstatere, at det er godt konstrueret af Renberg. Problemet er imidlertid netop, at romanen opleves konstrueret, gemacht, og aldrig bliver rigtig vedkommende eller medrivende.
»600 siders ren magi«, skrev en norsk anmelder om »Vi ses i morgen«, men det er svært at se den brede begejstring i hjemlandet som andet end national stolthed. I mine øjne er romanen i hvert fald for lang og for svær at engagere sig i og ligner mest en forvokset ungdomsroman, hvor Renbergs dyder – sprog, psykologi, humor, karaktertegning – er blegnet noget.
Decideret dårlig er den naturligvis ikke, dertil er Renberg for dygtig, men der savnes schwung, og tonen i de mange kapitler, der krydsklipper mellem karaktererne, er stort set den samme. På den måde opstår en vis monotoni. Og vel er det sjovt nok med en hilsen til Knausgård undervejs, men det havde været endnu sjovere, hvis romanen havde været mere engagerende.
Måske giver det hele bedre mening, når næste bind udkommer. Han er jo rasende dygtig, ham Renberg.
