Sprog er på en måde det modsatte af penge: Hvor penge kan opbruges, løber sproget aldrig tør. Der er altid flere ord, hvor de kommer fra. Det gør også, at enhver skrivende må gøre op med sig selv, hvordan han eller hun vil forholde sig til sproget. Om det skal bruges ødselt eller asketisk, for nu at stille det firkantet op.
For skønlitterære forfattere er valget afgørende. Med de få eller de mange ord følger nemlig et syn på verden; et bestemt blik på virkeligheden. Det vidtfavnende, panoramiske eller det stramme, fokuserede.
Tag bare Kjell Askildsen, født 1929 og et ikon i Norge, nu aktuel med »De 18 bedste«, hvor han – som titlen tilsiger – har udvalgt de noveller fra forfatterskabet, han finder mest vellykkede. Og vellykkede er de korte, konkrete og rent udskårne tekster. Mildest talt. Her er ingen fabuleren, ingen floromvundne beskrivelser, men alligevel lyslevende mennesker, som læseren følger for en ofte meget kort bemærkning.
Fans af Raymond Carver vil holde af novellerne, og Ernest Hemingway var ikke for ingenting den unge Kjells forbillede. Men stemmen i novelleudvalget er nu helt og holdent hans egen: Scenisk, klar, pessimistisk.
Og Askildsens fornemme noveller falder, groft sagt, i to typer. I den ene beskrives mænd, der lever i parforhold, som er gået i stå. Der er tavshed, og mundene fyldes ikke med ord, men med røg fra de cigaretter, der uafladeligt ryges. Det eneste minde om et sundt forhold er mændenes rejsning, der vækkes af hoftens runding, antydningen af bryster.
Asketisk prosa og rytmiske replikker
Seksualdriften lever også i den anden type noveller, hvor Askildsens mænd er blevet gamle og bor alene i små lejligheder. Lysten til kvinder er der stadig, som en trodsig livsfejring midt i mændenes liv, der er hæmmet af skrantende helbred, en mistro til andre på grænsen til misantropi og en træthed, der gør døden til en udfrielse, en forestående frelse. Uden at der skal lægges noget religiøst i det.
Men Askildsen evner, lykkeligvis, at isprænge portrætterne en tør, diskret humor. Som når han skriver om en mand der, helt bogstaveligt, er et kældermenneske: »Jeg tog skoene på og frakken og lagde læsebrillerne i frakkelommen, for alle tilfældes skyld. Så gik jeg ud. Fordelen ved at bo i en kælder er, at du går op, når du er udhvilet, og ned når du kommer træt hjem.«
Sådan sitrer smilebåndet i »De 18 bedste«, der ikke kun bindes sammen af mandetyperne, men også er fælles om at undersøge livet, når glæden er sivet ud og har givet plads til sortsynet.
Askildsens mesterskab består, blandt meget andet, i at vende mændenes syn på omgivelserne - den irriterende familie, de dumme venner - mod dem selv.
Som læser fornemmes det nemlig, at omgivelserne ser på mændene på præcis samme måde, som irriterende og dumme, og Jens Christian Grøndal har oversat det hele med fornemmelse for Askildsens asketiske, men rige prosa, hans rytmiske replikker og skift mellem »nøgternt overblik og dybt indblik«, som Knud Sørensen formulerer det i bogens efterord. Nye Askildsen-læsere kan i dén grad begynde her.
Titel: De 18 bedste. Forfatter: Kjell Askildsen. Oversætter: Jens Christian Grøndahl. Sider: 280. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.
