Visse forfattere adskiller sig fra andre ved at skrive i et koncist og kontant sprog, der gør deres tekster fitte og velformede – og til en fornøjelse at læse.
Tonen er ikke nødvendigvis ens, udtrykkene og historierne kan være vidt forskellige, men disse forfattere skiller sig ud ved ikke at overlæsse deres bøger med unødvendige ord og vendinger. Teksterne kan være nok så vægtige, teksttunge og lange, men det stramme sprog gør dem vægtløse og værd at læse.
Det gælder i særlig grad for tre erfarne nordiske krimiforfattere, der alle er aktuelle med anbefalelsesværdige udgivelser: Norske Gunnar Staalesen, svenske Helene Tursten og ditto Tove Alsterdal. Vil man have velskrevne krimier, der ikke kopierer masseproducerede mainstream-mordsager, så er det her, man skal gå hen.
I Staalesens seneste bind om privatdetektiven Varg Veum, »Ingen er så tryg i fare«, fører forfatteren sin hovedperson og dermed læseren ind i et næsten kafkask univers. Veum anholdes og sigtes for besiddelse af grov børneporno på sin computer og for at være del af et større internationalt pædofili-netværk.
At han har drukket godt og grundigt igennem i de seneste tre år i sorg over at have mistet sit livs kærlighed, gør det svært for ham at overbevise politiet om, at han er uskyldig, og at nogen må have hacket sig ind på hans bærbare. Beviserne er dog ganske håndfaste, og Veum ender i en situation, hvor alt, hvad han siger og gør, bliver vendt mod ham som beviser.
Det lykkedes ham at flygte fra arresten, og fra sit skjul indleder han en vanskelig efterforskning, samtidig med at han påbegynder en nedskrivning af det, han husker fra de forløbne år. Ting, der har ligget begravet i alkoholtågerne, dukker op til overfladen af hans bevidsthed, og langsomt tegner der sig et billede af en forklaring.
Det er nervepirrende på den klaustrofobiske måde, og »Ingen er så tryg i fare« er lige så meget en – velskrevet – afdæmpet psykologisk thriller, som den er en (u)traditionel krimi. Staalesen når han er bedst.
Værdig arvtager
Helen Tursten har i »Jagtmark« lagt sin hidtidige hovedperson, Irene Huss, bag sig og præsenterer her sin nye heltinde: Embla Nyström, en 28-årig motorcykelkørende politikvinde, tatoveret, letweltervægtbokser med rod i kærlighedslivet og med om ikke lig så dog noget lignende i den familiære last. Der er lagt i kakkelovnen til en interessant serie, og »Jagtmark« er en værdig ouverture.
Embla deltager i den traditionelle elgjagt sammen med sin onkel Nisse, da to af de øvrige jægere forsvinder. Begge har modtaget anonyme breve med antydninger, der ligner trusler, og da den ene af dem findes død, bliver Embla for alvor involveret i sagen. Samtidig indleder hun et forhold til en mand, der er kommet tilbage til egnen efter mange år, og som har en traumatisk fortid bag sig.
Helene Tursten skriver rent og næsten minimalistisk, nogle af beskrivelserne er måske næsten for banale og enstregnede, men Embla Nyström er i dén grad en værdig arvtager efter Irene Huss.
Velskrevet, vedkommende og verdensklog
Tove Alsterdals »Lad mig tage din hånd« blev kåret som den bedste svenske krimi i 2014, og det forstår man i allerhøjeste grad. Den er noget nær fuldendt som kriminalroman, psykologisk thriller og familiedrama i én og samme bog – den er velskrevet, vedkommende og verdensklog.
Arkitekten Helene Bergman får rodet op i sit stilfærdige liv, da hendes urolige søster falder ud fra tiende sal. Politiet arkiverer sagen som selvmord, men en nabo, en gammel veninde og søstrenes alkoholiserede far sidder hver især inde med oplysninger, der peger i retning af en forbrydelse.
Modstræbende vækkes Helenes nysgerrighed, og hun begiver sig langsomt ud i en efterforskning, der nok er amatøragtig, men langt mere realistisk, end hvad man ellers læser. Det fører hende tilbage i tiden, dels til dengang, da de var tre og fem år, og deres mor forsvandt sporløst, dels til Latinamerika, hvor gamle politiske konflikter stadig kræver sine ofre.
»Lad mig tage din hånd« er underholdning med intellektuelle vitaminer. En krimi af de sjældne, med indsigtsfulde figurtegninger og masser af udsyn. Og et eksemplarisk præcist sprog. Så godt!
