Må jeg ikke foreslå, at vi fremover på dansk jord kalder de skandinaviske landes 50 år gamle fælles litteraturpris for "Nordisk Rods Litteraturpris" - med kraftigt tryk på rod?
Det er nemlig noget frygteligt rod, at en fastansat lærer på Forfatterskolen ved navn Asger Schnack i rollen som det ene af to danske jurymedlemmer indstiller en af sine elever, debutanten Josefine Klougart. Ikke mindst fordi Schnack i forfatterkredse kendes som »Klougarts lærermester på forfatterskolen«.
Sådan står der på forlaget Fingerprints hjemmeside i forbindelse med omtalen af et oplæsningsarrangement 26.oktober, hvor lærer og elev til ære for fotografen dyppede deres fingre i fælles blæk.
Asger Schnack er i dag den ene af to-tre litterater i Danmark, der kan se meningen med at indstille et så uomtvisteligt fint, men også uomtvisteligt uudviklet talent som Josefine Klougart til så tung og majestætisk en litteraturpris som Nordisk Råds. Den anden er Lilian Munk Rösing, bedømmelseskomiteens anden halvdel. Også hun har som Schnack haft sin gang på Forfatterskolen, hvor i øvrigt også den anden danske kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris 2011, Harald Voetmann, er udklækket.
Læser man Munk Rösings begejstrede anmeldelse i Information af Voetmanns sprogligt og sanseligt fortættede romanbiografi om naturhistorikeren Plinius den Ældre, aner man den danske jurys praktiske fifty-fifty-løsning: Schnack/ Klougart og Rösing/ Voetmann.
Den handel var næppe faldet i hak, hvis suppleanten Sven Holm var blevet inviteret med til den danske bedømmelseskomités nomineringsmøde - sådan som der på Nordisk Råds hjemmeside klart og tydeligt står, at han burde have været: »Den nationale bedømmelseskomité udgøres af hvert lands to ordinære medlemmer samt suppleanten.«
Sven Holm blev ikke engang informeret om de kontroversielle nomineringer. Schnack & Rösing mener nemlig, at suppleanten selv skulle have fundet ud af, hvor og hvornår de to ordinære medlemmer holdt møde, før de sendte anbefalingerne af Klougart & Voetmann til Nordisk Råd i Stockholm.
Og endnu mere rod har denne nepotistiske Forfatterskole-jury, der sør'me udpeges af Statens Kunstråds Litteraturudvalg, skabt de forløbne dage ved ikke at ville give offentligheden en forklaring på deres akavede adfærd, og så i går i Politiken at antyde, at der er tale om en »litteraturpolitisk gestus«.
Men skal man tage en stor, hæderkronet litteraturpris og to unge forfattere som gidsler i to jurymedlemmers kamp for deres minimalistiske kunstsyn? Jeg synes det ikke. For allerværst rod vil jeg påstå, at Schnack & Rösing har skabt for to unge forfattere, der med god grund burde være stolte af deres 2010-bøger, men nu pludselig skydes i skoene, at deres værker ikke havde tilstrækkelig pondus. I hvert fald ikke til at blive indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
