Hvad har pjaltefisk at gøre i Henrik Nordbrandts poesi? Den sære nålefisk med de lange bladlignende kropsvedhæng, der tjener til camouflage, lever ved Australien, og er i øvrigt i slægt med søhesten. Nu dukker den op i Nordbrandts hyttefad, og måske er det simpelthen den besynderlige fremtoning, det lasede ydre og sansen for camouflage, der har appelleret til digteren. Eller måske er ordet pjaltefisk først og fremmest en smuk og fascinerende fangst fra det store sproghav?
Henrik Nordbrandts nye digte optræder i uventede forklædninger og begiver sig ud på sproglige fisketure, hvor gloser som for eksempel »forudsigelig« eller »mening« får lov at sprælle på krogen, men bag en hvilken som helst af forfatterskabets forklædninger og inderst inde i enhver af de sproglige ransagelser gemmer sig en særlig nordbrandsk kerne af afstande og fravær omsat til et paradoksalt lysende sprogligt nærvær. Allerede digtet »Hyttefad« præciserer det mønster, som er kendetegnende for en række af Henrik Nordbrandts senere digtsamlinger, en vilje til at gå nye veje, som så alligevel viser sig at føre frem til det samme uomgængelige sted i forfatterskabets særlige mentale geografi:
»Af Gud ved, hvilke uransalige veje/er jeg i dag kommet til ordet hyttefad./Det har sat sig fast mellem det, der tegnede/til at blive en ny begyndelse/og det, der på sin sene vinterfarve/ligner en gammel afmagt.«
Til de formelle veje Henrik Nordbrandt bevæger sig ud af i »Pjaltefisk« hører sonetformen, det faste formelle mønster med de fjorten linjer, som han leverer sin egen respektløse og dybt logiske variant af i »Kærlighedssonet«, der kredser om den eneste ene og ender med at bestå af femten linjer. Den form for sproglig humor blomstrer frodigt i denne nye samling. Digtet om »Graveren fra Fanefjord«, der er bundet sprogligt til sin skovl, selvom han ville ønske han kunne sige klokke, er et andet eksempel.
Den klassiske eller arketypiske nordbrandske cirklen sig frem til afstandens nærvær leverer digtet »Ønske« sit lysende eksempel på.
»Jeg ville ønske, jeg kunne se dig, som du var./Nej! Jeg ville ønske, jeg kunne se dig/som jeg ville ønske, du var./Nej! Jeg ville bare ønske, at du var/sådan så jeg kunne se dig.«
Sådan! For nu at bruge et andet af de ord, der undervejs i bogen får lov at sprælle på Henrik Nordbrandts mishagskrog. Endnu engang er tiden inde til at forundres over den magi og paradoksale forløsning og eufori, der venter for enden af de mange veje til melankoliens, afmagtens og fraværets intense nærvær i Nordbrandts digtning.
