Han er Kain, han er brodermoderen, han er historiens første af slagsen. Men det er ikke hans skyld det hele, han og Gud er lige store forbrydere. »Du slog ham ihjel,« siger Gud til Kain. »Ja, det er sandt at det skete for min hånd, men det var dig der afsagde dommen,« sige Kain til Gud.
Sådan mundhugges de, Kain og hans herre og skaber, og de mundhugges stadigvæk, den dag i dag, skal man tro José Saramago, der lod Kain være den gennemgående figur og titelperson i den sidste roman, han nåede at skrive, inden han døde, 87 år gammel, i 2010.
Den blev en passende finale, denne tætte, sørgmuntre fabel fra den portugisktalende verdens eneste Nobelpristager i litteratur. Her er der dejligt meget af det, der kendetegnede den fantastiske fortæller og gudsbenåede ateist: Den uendelige medlidenhed med den lidende menneskehed. Den allestedsnærværende ironi. Den umådelige uvilje mod al religiøst præk. Det suveræne sprog. Saramagos Gud (som han konsekvent staver med småt), er, bortset fra, at han ikke findes uden for fantasien, ingen god Gud, han er forfængelig og herskesyg, og han er ikke engang omnipotent, Satan må have sit, og da en Herrens engel bliver sendt til Moriabjerget for at standse Abraham, der på Herrens bud skal til at ofre sønnen Isak, kommer englen for sent, fordi der opstår et mekanisk problem med højre vinge, der kommer ude af takt med den venstre. Havde det ikke været for Kain, der var til stede og stoppede vanviddet, havde Isak været død, og sådan er det hele vejen med Kain: Han flyttes, mod sin vilje, fra sted til sted, fra tid til tid, og han bliver derfor vidne til en række af Det Gamle Testamentes grundfortællinger: Herrens nidkære destruktion af Sodoma, inklusive alle de uskyldige børn. Alt det med den stakkels Job, der må udstå alverdens plager, inden Gud belønner ham mangefold for hans udholdenhed. Kain ser det altsammen og mere til, og han kommenterer til stadighed, og i ham har Gud en sand modsiger.
»Jeg er godt træt af denne evige snak om at herrens veje er uransagelige,« siger Kain et sted, »gud burde være gennemsigtig og krystalklar i stedet for denne uendelige tågesnak, denne konstante frygt, når alt kommer til alt, så elsker gud os ikke.« Og lidt senere: »Hvad skal vi overhovedet med gud«?
Ja, det er et godt spørgsmål. Saramago og hans Kain beklager i hvert fald Guds tilstedeværelse, og de gør gerne grin med den gamle, som her: »I selvsamme øjeblik viste herren sig ledsaget af en øredøvende larm med dertilhørende fyrværkerieffekter. Han var faktisk i arbejdstøjet, og ikke i de luksuriøse rober som ellers skulle gøre indtryk på dem han ønskede at påtvinge blind lydighed ...«
Hård kost? I hvert fald blev mange vrede hjemme i Portugal, lige så vrede som dengang, da Saramago skildrede en meget menneskelig Jesus i romanen »Jesusevangeliet«. I sin sidste roman er den store forfatter lige så uforsonligt areligiøs som dengang, nu med Kain som velvillig mellemmand. Hvad det så mere præcist er, der, ifølge »Kain«, bliver Kains afgørende bidrag til det store, verdenshistoriske spil, skal vi ikke røbe her. Kun, at Herren får en lang næse. Så er det slut. I meget mere end én forstand.
Forfatter: José Saramago Titel: Kain Fornemt oversat af: Tine Lykke Prado Sider: 152 Pris: 300 kr. Forlag: Samleren
