"Niksen" er ikke stor kunst. Til gengæld er den meget lang

Amerikaneren Nathan Hill debuterer med en udmærket, gennemsnitlig mainstream-bestseller-samtids-roman.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 

Af Per Krogh Hansen kultur@berlingske.dk

 

I hjemlandet USA har det ikke skortet på roser til debutanten Nathan Hill og hans mastodont-roman »Niksen«. Store aviser udråbte ham til et af de helt store talenter og bogen som blandt de bedste og vigtigste i lang tid. Forfattere som John Irving og Jonathan Franzen er blevet nævnt som pejlemærker, man kan placere Nathan Hill i forhold til. Førstnævnte har også kastet superlativer efter bogen. Og sammenligningen er da heller ikke helt gal, omend Hill ikke når hverken den ene eller den anden helt til sokkeholderne endnu.

Men pyt nu med det, for mindre kan også gøre det, og ser vi bort fra al ståhejen, står »Niksen« stadig oprejst som en udmærket, gennemsnitlig mainstream-bestseller-samtids-roman.

Hovedpersonen Samuel er i trediverne og litteraturprofessor på et mindre college. Da han var, yngre spottede nogen et litterært talent i ham, trykte en novelle og gav ham et stort forskud på en roman. Men mere er det ikke blevet til siden, og han har nu helt tabt både retning i og lyst til noget som helst. Oftere og oftere søger han ind i en online spilverden, hvor han dræber drager sammen med andre asociale typer.

En del af hans mismod går langt tilbage. Da han var 11, forlod hans mor Faye nemlig ham og faderen uden nogen forklaring. Siden har de ikke haft kontakt. Men pludselig dukker moderen op i offentligheden, da hun kaster sten efter en radikal-republikansk præsidentkandidat. Angrebet fanges på video og går viralt. Medierne graver i hendes fortid, og snart er hun udråbt til at være en »venstreorienteret hippie-prostitueret terrorist« på grund af en fortid som ungdomsoprører, mv. Denne side af Faye kendte Samuel ikke noget til, men da forlaget, der har udbetalt ham forskud, pludselig vil have sine penge tilbage, begynder han at interessere sig for den. Den roman, han aldrig fik skrevet, kan nu blive en realitet i form af historien om hans mor. Og om ham selv.

 

Det er dette plot-skellet, Nathan Hill hænger sin roman op på. Og den går i mange retninger og stilarter. Et sjovt kapitel om en ung studines forsøg på at redde sig selv fra at dumpe på grund af plagiat er skrevet med overskrifter hentet i retorikken for argumentationsfejlslutninger. Et andet er skrevet som en slags rollespilsbog. Synsvinklen skifter mellem forskellige hoved- og bipersoner. Vi kommer omkring de seneste 50 års amerikansk historie med et ironisk, halvsarkastisk glimt i øjet og får samtidig et portræt af et mor-søn-forhold, som er gået skævt og har sat dybe ar. Det handler om »commitment« og om svigt. Om at føle sig fanget og betale prisen for at blive frigjort.

»Niksen« er velskrevet og læser sig selv (som man siger), men er som så mange andre bestsellere også alt for lang, og især dialogerne kunne have høstet fordel af en strammere redaktion. Romanen tager favntag med både kultur og eksistens på en måde, så alle kan være med, den har et farverigt karaktergalleri og er spækket med sjove anekdoter og gribende følelsesappel. Jo, man bliver under- og fastholdt, men sidder også til slut tilbage med en lidt flad fornemmelse, for stor kunst er det ikke. Kun stort. Rigeligt stort.

 

Forfatter: Nathan Hill. Oversætter: Karsten Nielsen. Sider: 751. Pris: 349,95,-. Forlag: Lindhardt og Ringhof.