Den norske billedkunstner Thomas Knarviks religionskritiske samling af satiriske tegninger, »InHisName«, har vakt opmærksomhed i sit hjemland, idet hans forlægger Håvard Mossige allerede inden udgivelsen har undsagt albummets kvalitet, og destrueret den norske udgave. »InHisName« er lavet i et samarbejde med Thomas Knarviks muslimske teenageveninde, Miss Supressionfighter, og udgivelsen rummer en række tegninger rettet mod jødedom, kristendom og islam. Parrets intentioner fremgår af det manifestagtige forord, der virker mere formfuldendt end de faktiske, (bevidst?) primitive tegninger: Knarviks og Miss Supressionfighter vil nedrive religionens selvbestaltede autoritet, og våbnet skal være latteren.
Når man bladrer gennem »InHisname« er det dog ikke lattermildheden, der presser sig på. Indfaldsvinklen i bogen er »overgrebet«, og derfor er kristendommen repræsenteret af paver, der forgriber sig på mindreårige, mens islam illustreres af talebanlignende personer (der ikke nødvendigvis er den Muhammed) iklædt bombeveste, der stener burkadækkede kvinder.
Side op og ned flyder blodet, mens erigerede kropsdele knejser om kap med minareter og bispehuer. Fraregner man det seksuelle billedsprog, indgyder Knarviks tegninger samme forstemmende fornemmelse som eksempelvis mellemøstlige, antisemitiske karikaturer. Det er ikke den guddommelige latter, men det menneskelige had, som tegningerne påkalder.
I Knarviks bog er religion og undertrykkelse to overlappende størrelser. Alle diskussioner om hvorvidt religionerne i tusinder af år har været en civiliserende del af menneskeheden, eller at tro kan ses som et fortløbende forsøg på at beskrive tilværelsens ufattelighed, er fraværende i denne form for religionskritik, og det gør den for nem at affærdige, og derfor reelt harmløs.
»InHisname« besidder bestemt en vild intensitet, og siger muligvis noget grundlæggende om forbindelsen mellem erotisk og religiøst vanvid, hvis ikke det var, fordi helheden er ubehjælpsomt tilmudret, ligesom hos den åndsbeslægtede Dan Park. Som når Adolf Hitler blandes ind i semiotikken, jævnfør en tegning af en talebaner, der modtager en jødestjerne af Hitler, der citerer John Lennon, mens Martin Luther klapper bifaldende. Så er ingen vist glemt, men er der grund til, at nogen skulle føle sig ramt?
Svirp
Forlaget Tøkk har i kommission udsendt en anden samling af »Jesus og Mo«, der er en religionskritisk avisstribe om Jesus og Muhammed, der forsvarer deres respektive religioner og i hver stribe kommer til at modsige sig selv. Her er tonen helt anderledes akademisk og slagfærdig, og målet her er lige så hyppigt religionernes indhold, som det er deres ekstremistiske udøvere.
Der er indimellem nogle gode svirp, som når Muhammed fordømmer Talebans bombning af en afghansk pigeskole, ikke fordi han vil forsvare pigers ret til uddannelse, men fordi den nedbrændte skole kunne tænkes at have indeholdt koraner. Rigtig bid får det dog ikke, da »Jesus og Mo« gerne går efter de nemme mål. Det er nemt at latterliggøre kristne, hvis man på forhånd definerer dem som kreationistiske, og det er nemt at pille middelalderlige »gudsbeviser« fra hinanden, når det eksempelvis drejer sig om Anselm af Canterburys ontologiske bevis (»et fuldkomment væsen må nødvendigvis eksistere, da det ellers ikke ville være fuldkomment«). »Jesus og Mo« ser bekvemt bort fra, at dette bevis allerede blev anfægtet af kritiske - og kristne - tænkere, der var samtidige med Anselm.
To stjerner
»InHisname«. Af Thomas Knarvik og Miss Supressionfighter«. 158 kroner. Forlaget Tøkk.
Tre stjernern
»Jesus og Mo II«. Af Anonym. 168 kroner. Kan bestilles på hjemmesiden www.jesusandmo.net/dansk.
