De seneste års historieforskning om besættelsestiden har klargjort, at den danske villige deltagelse i samarbejdet med Nazityskland var større, end vi tidligere indrømmede. Besættelsen gjorde det danske samarbejde nødvendigt, men danske historikere lod forstå, at det var yderst begrænset og i vid udstrækning ufrivilligt.
Den nye erkendelse er, at på en række områder var samarbejdet langtrækkende, vigtigt og ganske frivilligt – ja, til tider endda begejstret. Danskerne eksporterede store mængder landbrugsprodukter til Nazityskland, vi byggede både i Danmark og internationalt for nazisterne, vi brugte i et par tilfælde deres slavearbejdere, vi deltog med iver i sportsligt samkvem, og vi sendte i samarbejde med nazisterne jøder til den sikre død.
Denne nye forskning har fået et vigtigt bidrag med udsendelsen af bogen »Medicin uden grænser. Statens Serum Institut under besættelsen« af historikeren Henrik Tjørnelund.
Det danske Serum Institut var en vigtig forskningsinstitution med internationale opgaver. Instituttet havde spillet en afgørende rolle under Første Verdenskrig, da det lavede vaccine til millioner af krigsfanger og gav os international prestige.
Nazisterne anvendte koncentrationslejrfanger til deres medicinske forskning under Anden Verdenskrig.
Forsøgene var umenneskelige og medførte store pinsler og død for mængder af fanger. Der var i årene efter krigen aldrig en antydning af, at Statens Serum Institut skulle have en andel i disse forsøg. Og det var der god grund til, for denne sandhed blev hemmeligholdt og arkiverne forsvandt.
Vaccine testet på fanger
Ifølge Henrik Tjørnelunds nye bog indledte Statens Serum Institut imidlertid hurtigt efter besættelsen et samarbejde med Tyskland. Samarbejdet var med til at sikre instituttets økonomi og internationale position som forskningsinstitution.
Man arbejdede for eksempel med tyfusvaccine, bl.a. fordi tyfus havde kostet millioner af menneskeliv under Første Verdenskrig.
Det lykkedes lægen Johannes Ipsen at fremstille en vaccine mod plettyfus. En vaccine der i 1944 blev anvendt af nazisterne, som testede vaccinen på kz-fanger i koncentrationslejren Buchenwald. Tjørnelund hævder, at Statens Serum Institut håbede at sælge vaccinen til den tyske værnemagt og korpset Waffen-SS.
Vidste Statens Serum Institut, at vaccinen blev testet på kz-fanger? Skete samarbejdet med nazisterne på bl.a. danskernes initiativ, og vidste danske myndigheder højere oppe i systemet, at dette samarbejde foregik?
Da de danske arkivalier er forsvundet, er svaret på disse spørgsmål svære at grave frem, men det er dog Henrik Tjørnelunds bud – med baggrund i udenlandsk litteratur og tyske arkivalier samt resterne af arkiver fra Statens Serum Instut – at man må svare bekræftende til disse spørgsmål.
Regeringens ansvarlige minister blev løbende orienteret af instituttets leder, direktør Jeppe Ørskov. Om politikerne også kendte til de medicinske forsøg i lejrene, vides derimod ikke. Men Tjørnelund synes ret sikker på, at samarbejdet skete med instituttets aktive medvirken, og at man må have vidst, at vaccinen blev testet på fanger.
Vaccinen, der var fremstillet af muselever, blev testet fra 8. til 18. marts 1944 i Buchenwald. 30 sigøjnere var udtaget, men fire blev syge inden testen. Der var derfor kun 26 tilbage. Ved testen døde seks af sigøjnerne, deraf tre ikke-vaccinerede fra en kontrolgruppe.
Kunne følge med
SS-lægen Erwin Ding, der var ansvarlig for forsøgene, offentliggjorde undervejs resultaterne af sin forsøgsrække i tidsskriftet Zeitschrift für Hygiene und Infektionskrankheiten, som Statens Serum Institut abonnerede på, så danskerne havde mulighed for at følge med i, hvad der skete i Buchenwald.
Den nuværende leder af Statens Serum Institut har i dagbladet Politiken hævdet, at Henrik Tjørnelund overdriver sine påstande, og at instituttet ikke aktivt tog initiativ til samarbejdet med nazisterne og ikke vidste, hvad vaccinen blev brugt til.
Over for dette forsvar synes Tjørnelunds bog dog at have rimelig god dokumentation for, at instituttet selv var aktive og vidste, hvad der foregik, selv om det dog er indicier, som Tjørnelund bygger sin anklage på.
Bogen er resultatet af en specialeopgave, og det er godt, at dens resultater kommer en bred offentlighed til kendskab. Den er typisk for dansk historieforskning, som den bedrives på danske universiteter. Kilderne er grundigt eftersøgt og resultatet væsentligt, men samtidig er den ganske snæver i sit mål.
Det er kun den danske vinkel, der tages op. Alle de andre spændende perspektiver berøres kun ganske nødtørftigt.
Er det således rigtigt, som forskeren Naommi Baumslag har skrevet, at nazisterne systematisk anvendte plettyfus-epidemi som led i udryddelseskrigen mod jøderne? Kun i en note afvises denne tese, uden Tjørnelund dog går ind i Baumslags dokumentation. Vi får ikke den generelle historie fortalt om nazisternes brug af sygdomme og deres dæmoniske forsøg med fanger.
Er det rigtigt, at dansk plettyfusvaccine rent faktisk blev brugt til forsøg i Buchenwald? Kilden er fangen Eugen Kogon, som nazilægen Ding brugte som sekretær, og Tjørnelund skriver:
»Da krigen sluttede, lykkedes det denne fange, Eugen Kogon, at flygte medbringende Dings dagbog.
Selv om der har været kontroverser om denne dagbogs autenticitet, er der dog ingen tvivl om, at forsøgene har fundet sted.«
Jamen, hvad er historien bag Kogons »flugt«. Den var vel ikke nødvendig efter krigens ophør? Og hvad går debatten om dagbogens autenticitet ud på? Og hvorfor er der ingen tvivl om, at forsøgene alligevel fandt sted. Vi får intet svar, og vi får heller ikke at vide, at Kogon senere blev en berømt historiker, der skrev et standardværk om SS-staten, hvor han også skrev om nazilægers forsøg i kz-lejre. Hans berømte bog er end ikke nævnt i litteratur- listen.
Fokus på Danmark
Det var sigøjnere, der var ofre, men de nævnes kun ganske kort i bogen. Fokuseringen på Danmark har gjort, at forfatteren ikke har forsøgt at finde frem til vidnesbyrd fra ofrene eller andre relevante oplysninger og beskrivelser, der kunne have gjort skildringen til mere end blot til fortællingen om lille Danmarks andel i uhyrlighederne.
Forlaget Syddansk Universitetsforlag burde nok inden publiceringen have bedt Henrik Tjørnelund udvide sit emne og skrive en bog, der satte Statens Serum Institut ind i en bredere sammenhæng. Det ville have gjort bogen vigtigere og mere læsværdig.
