Naja Marie Aidt: »Alting blinker«

Digte. Gyldendal

Naja Marie Aidt. Fold sammen
Læs mere

I sin 5-stjernede anmeldelse skrev Berlingske Tidendes lyrikanmelder, Jørgen Johansen:

”Storbyen blinker, billederne blinker! Ja, selv den sølvfolieskinnende forside blinker på Naja Marie Aidts nye digtsamling, der har New York som vigtig udsigtspost og fremmedhed kontra danskhed, hjemstavn kontra hjemløshed som dominerende temaer.

»Alting blinker« er en titel i indlysende overensstemmelse med Naja Marie Aidts særlige poetik, hvor foranderligheden, omskiftelserne og sammensatheden spiller en afgørende rolle og slår igennem som form. Den fragmenterede billedstrøm, de stadige spring i geografi, tid og synsvinkel, de modsatrettede og kaotiske stemninger kendetegner digtene, der nok har The Big Apple som afsenderadresse, men som samtidig flittigt inddrager danske landskaber og erindringer sammen med de grønlandske og vestindiske motiver.

Om »Alting blinker« er gjort af det samme bestseller-stof som »Bavian« og »Poesibog« er sikkert et spørgsmål, men som poetisk refleks af det skridt, forfatteren har taget med sit opbrud fra Danmark og sin i hvert tilfælde midlertidige bopæl i New York, er bogen et både vigtigt og imponerende udspil.

I en prolog, en epilog og tre hovedafsnit fortæller Naja Marie Aidt sin uhyre komplekse historie om bindinger og frigørelser, om eksil og danskhed. Verden vider sig ud og de globale perspektiver bliver tænkt sammen, mens fænomenet »adskillelse« bliver vendt på mange måder. Det er kulturmøder og kultursammenstød set fra mange vinkler og et fremragende eksempel på Naja Marie Aidts evne til at blande de samfundsmæssige og eksistentielle kort og skabe en virkningsfuld moderne politisk digtning på sine helt personlige præmisser.

»Alting blinker« er i al sin kompleksitet en digtsamling, der både giver oplevelsen af fremmedheden og bindingen til hjemstavnen sanseligt nærvær. Sprogligt udfolder Naja Marie Aidt sig suverænt fra det fremmede.”